Tørring - Alling-Tulstrup /Ry

Tørring - Alling - Tulstrup /Ry 

Historisk

Ifølge Anker Vestergårds »Af Alling-Tulstrups Historie« og Ry Kommunes »Historisk beskrivelse, landskab og bebyggelse« kan bynavne, der ender på »-ing« dateres tilbage til før vikingetiden, altså jernalderen. Endelsen er for Tørrings vedkommende formentlig afledt af trænavnet tjørn, »de, der bor ved tjørnene«.
Tørring ligger ellers højt på morænen nær Knud Sø i et landskab, der stiger mod nord og falder mod syd. Nær ved Tørring lå formentlig de skove, der kunne forsyne byens beboere med brændsel og byggematerialer. Tørv har de hentet i moserne mod nord, f. eks. Langmose, og ved selve byen lå for et par hundrede år siden en lergrav, hvor der blev hentet ler til byggeri.
Vejen fra Tørring til Tulstrup er i nutiden ført tværs over Ovdalen på et stort dæmningsanlæg.
Tørring nævnes første gang på skrift, da en mand skøder sin gård til Øm Kloster. Igen i 1471 tilskødes hele to gårde til Øm Kloster. Af Øm Klosters jordebog fra 1554 fremgår, at seks gårde i Tørring hørte under klosteret, og at fæsterne alle betalte lige afgifter i form af rug, byg, havre, smør, limsten, tømmertræ, jægergæsteri og »brændsvin«. »Brændsvin«, har jeg fået oplyst, er et ungt, ikke helt udvokset dyr. »Fuld svin«, derimod, er en fuldvoksen so!
Gæsteri var en pligt til at underholde kongens eller klosterets folk, når de var på egnen, og brændsvin var, som omtalt, ikke hvad man umiddelbart skulle tro, noget med en stærk drik, men brændemærkede ungsvin med ejerens mærke. Svinene skulle leve af olden i skovene.
Der skulle ifølge optegnelser være i alt otte bønder i Tørring i 1575.
Fra 1624-25 kendes ni bønder og i 1635 opførtes et gadehus, for hvilket en husmand betalte en pengeafgift.

Ved en rytterauktion i 1767 købtes ryttergårdene samlet af en »gårdslagter« og først 10 år senere fik bønderne mulighed for at købe deres fæstegårde af en mand i Søballe. De 10 selvejere, der var i Tørring fra 1777, fik udskiftet deres gårde i 1783. Foruden de 10 gårde lå der tre gadehuse uden jordtilliggende.

I Tørrings huse og gårde boede, foruden gårdejeren og hans familie, også tjenestefolk og i et enkelt tilfælde »opholdsfolk«, altså aftægtsfolk. I de fem gadehuse boede to husmænd, hvoraf den ene bl.a. levede af betleri. Desuden boede der et par gamle mennesker og en huskone, der levede af lidt fattigkorn.

Rytterskole og mølle
En rytterskole bygges på Skovsrodgårds mark i 1721. 1834 flyttes rytterskolen fra Skovsrod til selve Tørring by og blev placeret ved vejen til Skovsrod. Skoledistriktet omfattede fra da af Alling-Tulstrup sogne.
Tørring mølle lå for enden af en lille stikvej, der gik øst for og parallelt med vejen til Knudsø, Hjordvejen. Tørring Mølle blev nedlagt omkr. 1937.
Og Tørring er den dag i dag en langstrakt landsby. Der er kommet adskillige ejendomme til siden de gamle optegnelser: Brumbærdal, Ulrikkehøj, Nørregård og Østergård.
Den første købmandsbutik i Tørring blev oprettet efter 1890 i Nørregårds gamle stuehus. I 1907 opførtes en ny butik umiddelbart syd herfor ved krydset Tulstrupvej-Skovsrodvej. I Østergårds gamle stuehus oprettedes smedjen, mens en endnu ældre smedje ved Amgård blev nedlagt. Tørring Missionshus oprettedes 1906.
Ifølge Richard Damms optegnelser opførtes i 1970’erne en del beboelseshuse, og i 1939 blev vejen gennem Tørring, Tulstrupvej, asfalteret, og der blev lagt kloakledninger.
Tørring Skole blev nedlagt i 1962, da centralskolen i Tulstrup - Knudsøskolen - tog over.

Skånsel
Optegnelser fortæller, at bønderne i 1573 i Alling og Tørring var så forarmede, at de samlet anmodede om »skånsel«. 1580 var avlen især dårlig - var der måske et tørkeår?
1626 brændte fire gårde i Jaungyde ved »vådeild«. De fik hjælp til genopbygning. 1665 får de Alling-Tørring-Jaungyde bymænd en alvorlig advarsel om at betale deres landgilde. De stævnes for restancer.
30-års krigen forarmer også området, ejendele forsvandt. Enken Ane Rasmusdatter i Tulstrup indberetter 1631, at hun som følge af indkvartering og overlast ikke kan betale sit landgilde. I Jaungyde var Anders Jensen ligefrem jaget fra gård og hus i mange uger, frarøvet og fraplyndret sin fattige formue og noget »børnegods, han havde i værgemål«.
I nogle krigsår blev der tilmed misvækst og »fæmons«. Det sidste er nok sultedød blandt kvæget. Derfor blev der en ødegård i Tørring, to i Jaungyde, og på Bomholts marker var høsten så ringe, at man ikke engang fik udsæden igen.

Ifølge optegnelser havde Alling og Tørring også en strid. En mark i Oudal, som på det tidspunkt nærmest var et område eller et overdrev, var fællesjord, og delingen deraf var vanskelig. »1843 var udskiftningen bragt endelig og tilfredsstillende i orden. Løsningen er dog ikke nærmere beskrevet. Tørring voldte størst besvær«, hed det.

»Ved Skovsrod var der tidligere lynghede, krat og skov, men der er sket betydelig opdyrkning. Både i Skovsrod og Kilsgaard er indført brak og mergling. Disse gårde ejes af mænd uden for bondestanden. Især har Kilsgaards ejer, sogneforstander Langballe, vist godt eksempel med flid og stræbsomhed; få har fulgt hans eksempel. Da han 1821 overtog gården, var bygningerne i ussel stand og jordene delvis ude af drift, meget lå i lyng. De første 5-6 år måtte han købe både sæde- og fødekorn, havde næsten ingen driftskapital og kun 6 malkekøer, men ved ufortrødent arbejde fik han bygningerne istandsat, jorden merglet og ca. 160 tdr. land opdyrket med ca. 150 læs mergel pr. tønde land, besætningen blev syv-doblet, fik svingplov i stedet for hjulplov og begyndte at dyrke kartofler, der sælges til 6 mark pr. tønde. Han fik anlagt teglovn«.

Landbrug var aldeles overvejende i området, men især i Alling findes andre erhverv. Her tilvirkedes hør til lærred, som udmærker sig ved stor finhed og større bredde (ca. 5 kvarter) end ellers.
Hørren købes fortrinsvis i Århus. Vævningen foretages af piger, der lever af den håndtering.
I Alling og flere steder i sognet tilvirkes også træsko. Træskokarlene har lejet et lokale i byen til deres jævnlige sammenkomster. En ugift karl kan præstere to snese par ugentlig!

Tulstrup er sikkert anlagt i vikingetiden; navnet Tulstrup vidner om skovrydninger.
Flere stednavne kan sikkert føres meget langt tilbage i tiden: Vester Skoven, Skov Abild fald og Skege Skovmark - Skæggeskov. Det berettes, at der i 1665 var olden nok i Tulstrup Skov til 18 svin, mens der året efter i Jaungyde, Tulstrup, Tørring, Alling og Bomholt skove aldeles intet olden fandtes, som svin kunne få føde af.
I en skovberetning fra 1731 omtales Tulstrup Skov som værende en fjerdingvej i omkreds. Det vil sige en kvart dansk mil eller ca. 1,9 km. Skoven bestod af »en del gode ege og bøge samt underskov af birk og el. Der findes en del storvildt og rådyr.

Der er også teorier om, at navnet Tulstrup kan være opstået i vikingetiden ved at en udflytter ved navn Thulf er kommet fra nabobyen Tørring. I hvert fald kommer efterleddet i Tulstrup af Torp, der betyder udflytterby.
For 200 år siden lå Tulstrup Skov som en ryddet plet omkring landsbyen midt i et ellers uopdyrket landskab. Mod nord var der store arealer med mose, og der var eng helt mod syd ved Knud Å på tunneldalbunden.

Vejnettet
Vejnettet var mest fintmasket i ejerlaugets sydlige del, hvor vejene ledte til nabobyerne. Fra syd kom landevejen fra Skanderborg over Knud Å ved Knud Bro og den fortsatte op ad tunneldalskrænten ved Knudsøs nordside til Tulstrup by og videre vestpå mod Viborg.
Vejen fra Låsby til Ry Stationsby blev først i 1940’erne ført over Tørring Bæk, dalens skrænter afgravet og vejen ført over Tørring Dals laveste del på en dæmning. Anlægsarbejdet blev udført over en strækning på ca. halvanden kilometer for at udjævne det ellers markante terræn af hensyn til den tiltagende biltrafik.

Tulstrup har sikkert ikke flyttet beliggenhed siden grundlæggelsen. Herom vidner kirken, idet denne er opført i romansk stil og derfor kan føres tilbage til tiden kort efter vikingetiden.
Tulstrup er lagt på en sydøst vendt skråning ned mod tunnelskrænten og Knudsø, så den ligger i læ trods den ret høje beliggenhed. Ferskvand hentede man sikkert i kilder i skrænterne, men også Knudsø har måske været benyttet. Stednavnet Vandforten var betegnelsen på en vej fra Tulstrup direkte ned til Knudsø.
Agerjorden lå rundt om landsbyen og mod nord og vest lå store overdrevsarealer. Engene lå ved Knud Å, og brændsel og byggematerialer har man hentet i skove rundt om byen og morænen og på skrænterne.

I 1337 skøder en mand al sin rettighed i Thulstrup til Øm Kloster. I 1554 fremgår af Øm Klosters jordebog, at en gård i Tulstrup, Tulstrup Vestergård, hørte under klosteret, og at landgilden bestod af rug, byg, havre, smør og brændsvin. To år senere, i 1556, bad kongen sin lensmand på Skanderborg Slot sikre sognepræsten i Alling en vis kornafgift fra annexsognet Tulstrup.
1575 er der i lensregnskaberne for Skanderborg len opført tre gårde i Tulstrup. For de to bønder bestod landgilden af de samme produkter som før nævnt, men den tredje gård skulle yde ét brændsvin, to hofheste og to jægerheste.
I 1766 blev Tulstrupgård delt mellem to fæstere og blev derved en tvillinggård. Ved rytterauktionen i 1768 opnåede således fire bønder selveje. Selvejet ledte hurtigt til udskiftningen af jorden i 1782. En landinspektøt Bruhn stod for udskiftningen.

Af folketællingslisten fra 1787 kan man få et indtryk af Tulstrups folk. Den ene halvdel af Tulstrupgård ejedes af degnen i Alling og Tulstrup sogne. I gadehusene boede en daglejer, en opholdsmand, et almisselem og en enke, som ernærede sig som spinder.
Annexgården blev før 1817 delt, og af den ene halvdel opstod kroen og krogården midt i 1800-tallet. Den anden havdel beholdt navnet Annexgården. Omkring tidspunktet for delingen frasolgtes den nordligste del af ejendommen, og der oprettedes flere småejendomme på den tidligere hede.
Også de øvrige gårde solgte jordene nord for Tørring Dal, hvorefter der oprettedes en mængde ejendomme. Blandt de største var Nørregård, oprettet fra jord fra Vestergård, og Dallykkegård blev oprettet på jord fra Tulstrupgård. Tulstrupgård blev endelig delt efter udskiftningen og den ene halvdel flyttede ud sydøst for byen under navnet Damgård, fra 1893 præstegård - hvor den nuværende præstegård ligger. Den anden halvdel blev liggende og kaldes fortsat Tulstrupgård.

Tulstrup Kirke
Er man på Ry-egnen og besøger Knudhule med den vidunderlige badestrand med sit blå flag, er det en naturlig ting at besøge Tulstrup med den smukke kirke. Det er ganske sjældent, at man i Danmark kan stå og se over på en landsby, der faktisk ligger op ad en skråning. Men sådan ligger altså Tulstrup, set ovre fra Ry, fra sydsiden af Knudsø.
Har Tulstrup Kirke i forgangne tider ligget frit på skråningen? På sine rejser har kongen passeret forbi. Kirken ligger ved den gamle kongevej mellem Skanderborg og Viborg.
Vi er blevet så vant til, at kirker i Danmark er selvejende, at vi studser, når vi hører om en kirke, der var personligt ejet, sådan som f.eks. visse godskirker stadig kan være det. Men overgangen til selveje skete for mange kirker, bl.a. Tulstrup, først midt i dette århundrede.
I middelalderen var det muligvis den katolske kirke som institution, der ejede Tulstrup Kirke, det ved man ikke. Ved Reformationen tilfaldt den kronen. 1719 blev den henlagt under Skanderborg rytterdistrikt. Fra 1767 har kirken private ejere. Bl.a. har en ejer af Kielsgaard, C. V. Dehlholm, ejet den. Fra 1894 var den ejet af »beboerne«. 1950 overgik den til selveje, og denne ejerform er stadig gældende for den.

Enkel kirke
Udvendig er Tulstrup Kirke så enkel som vel muligt. Derved er den også rolig og renfærdig, og den er harmonisk i sine proportioner. Skibets ældste del er fra omkring år 1200, kullet, altså uden tårn. Denne del og koret står på en sokkel og er rejst i veltilhugne kampestenskvadre, enkelte af dem helt op imod to meter lange.
Den lille apsis er derimod bygget af frådsten og rå kamp. Dens ujævne mur anes under den kalkede overflade.

Hvad er denne »Frådsten«? Frådsten kaldes også kildekalk, en porøs kalksten, dannet ved kilder, som indeholder megen »bikarbonat« med den kemiske betegnelse Ca(HCO3)2. Idet vandet kommer op i luften, damper CO2 væk, og tilbage bliver vand og kalk. En uopløselig kalk, der aflejres som frådsten. I frisk og våd tilstand kan stenen forarbejdes, men som tør er den hård og vejrbestandig.
Den blev altså anvendt som byggemateriale til nogle af de ældste Kirker. Ved Elverdammen nær Roskilde findes kalkstensaflejringerne også som søaflejringer - søkalk. Frådsten blev også brugt til fremstilling af mørtel.

I øverste skifte på korets sydside, lidt til højre for vinduet, er sat en næsten sort sten, formet lidt i lighed med en flaske. Er der mon tale om en håndværker-spøg? Omkring år 1500 er skibet blevet forlænget mod vest. Forlængelsens murværk er bygget af tilhugne kampestenskvadre hentet fra den oprindelige vestgavl og blandet med munkesten. Våbenhuset ved Tulstrup Kirke er bygget i anden halvdel af 1800-tallet. Det afløste en bindingsværksbygning. På skibets nordside ses den tilmurede kvindedør med en tympanon - overligger - der viser tilbedelsen af Maria. Dørens øverste kampesten viser ærkeenglen Mikael som dragedræber, mens den vestre bærer en akantus-ranke, der er blevet beskrevet som »sjælen smukt udviklet«.
Mandsdøren skal man ind i våbenhuset for at se. Dens tympanon, som sandsynligvis er af samme mester som kvindedørens - og døbefontens? - viser den korsfæstede med en engel på hver side. I den vestre karmsten er hugget en person med hue og bispestav og i venstre hånd noget der ligner en skralde. Der foreligger ikke noget om, hvem det kan forestille. Den østre karmsten viser to stiliserede løver.
De oprindelige romanske vinduer i skibet og koret er tydeligvis gjort større i gotisk tid. I murværket kan skelnes et par af de nu tilmurede romanske vinduer, bl.a. det udefra tilmurede »spedalskhedsvindue«, hvorigennem de spedalske kunne følge gudstjenesten fra kirkegården. I apsis er endnu et romansk vindue bevaret som udvendig niche. Indvendig er kirken som dens ydre. Den middelalderlige kirkes grundplan står klart frem. Væggene står tilsyneladende uden anden »udsmykning« end nummertavler, en tavle »Series Pastorum« på vestvæggen og lange knagerækker på sydvæggen til mændenes hatte. Men man skal ikke overse de to »kragbånd« i granit som afslutter korbuen forneden. De er udfyldt med rankeslyng. Forneden til højre for korvinduet ses den indvendige del af føromtalte spedalskhedsvindue. I loftet ses bjælkerne som bærer dette.
Gamle dokumenter fortæller om hyppige udskiftninger af loftsbjælker, så næppe nogen af dem er jævnaldrende med murværket, men de fleste dog gamle nok til at være tilhuggede med økse.

Kalkmalerier
Der har været kalkmalerier på skibets østvæg, endda romanske og tildels meget fine, men alligevel så ufuldstændigt bevarede, at man har valgt at kalke dem over igen. Kun i den sengotiske vinduesniche i korets sydvæg fra omkring 1500 er nogle sengotiske kalkmalerier bevaret: Århus-bispen Niels Clausens våbenskjold og noget ornamentik.
Det ældste inventar er døbefonten af granit med 2x2 indhugne løver med fælles menneskehoved og mellem to løvebagdele en engel. Ligesom dørenes udsmykning tilskrives fonten den såkaldte »Sjørslev-gruppe«. Altertavlens hovedstykke er et maleri på træ fra omkring 1590 med korsfæstelsen som mo-tiv, inspireret af træsnit af Albrecht Dürer. Træværket omkring selve billedet synes at være fra samme tid. Tre engle i hver sit felt flyver over hovedbilledet, og i topstykket flyver en due mellem skyer. To masker - løvehoveder? - kigger frem øverst på de »storvinger« der flankerer selve tavlen. På altertavlens fodfelt er malet et ord fra Matthæus-evangeliets kap. 11, v. 28: »VENITE AD ME OMNES QVI LABORATIS ET ONERATI ESTIS, ET EGO REFICIAM VOS«: Kom til mig, alle I som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.
Alterbordets forside er beklædt med et klæde, et såkaldt antependium, som er designet af Flemming Bau og vævet af Inge-Lise Bau. I alterskranken fra 1976 er indsat to låger fra omkring 1740 med ornamentik og et monogram, måske dronning Sophie Magdalenes. Vi gamle husker Thorvaldsens flotte Kristusfigur, som stod på alteret indtil den sidste restaurering. Prædikestolen fra omkring 1550 er enkel og fin renaissance. I begyndelsen af 1600-tallet tilføjede Jesper Maler fra Linå med megen stilsans dens opgangspanel og lydhimmel. Bænkene er kommet til i samme tidsrum - omkring 1585. Deres gavle er næsten alle ændret siden, en enkelt har endnu den oprindelige roset. Under kvindesidens nuværende sæder finder man stadig de gamle.
Bænkgavlene i nordre side er lidt lavere end i søndre. Over indgangsdøren hænger et bjælkestykke, som efter nogles mening har siddet i den bærende konstruktion under prædikestolen. I så fald stammer det muligvis oprindelig fra et gravmæle. Andre mener det stammer fra en af de udskiftede loftsbjælker.
September 2012 indviedes Tulstrup kirkes nye orgel, bygget af Markussen og Søn - på otte stemmer. Det er overtaget fra Beder kirke 

Grev Gerts kiste
Nederst i kirken står en stor jernbeslået egetræskiste. I folkemunde hedder den »Grev Gerts kiste«. Sagnet går, at den kullede greve, mens han havde opslået sit kvarter i Tulstrup, kom ud for så alvorligt et optræk til mytteri blandt sine soldater, at han måtte udbetale alt hvad der var i hans pengekiste. Da den nu var tom, lod han den stå i kirken. Men Nationalmuseet konstaterer, tørt, at den nok har været kirkens første pengeskab, hvori man har opbevaret dens dokumenter og måske andre værdigenstande.
Kirkens klokke hænger i en stabel ude på den aflange, næsten rektangulære kirkegård, der omgiver hele kirken. Indskriften på klokken fortæller bl.a., at den er støbt i 1652 af en klokkestøber i Odense, og skænket kirken af to af dens kirkeværger. Indskriften lyder: »ANNO 1652 HAVER JENS BERTELSEN OC LAVERS BERTELSEN KIERCKEVERDER LADE STØBE DENNE KLOCKE PAA KIERCKENS BEKAASTNING GVD TIL ERRE OC OS TIL GAFV SAA STØBER VI DIG I JESV NAFN«.
Kirkegården er mod nord og vest indrammet af et gammelt gærde af marksten med enkelte store træer i. Mod syd og øst af en mur af ensidigt tilhugne kampesten, der mod øst har støbt afdækning med cementsvumning indvendig. Sine bygningsmæssige og historiske kvaliteter ufortalt er Tulstrup Kirke ikke noget museum, men det hus som nu gennem 800 år har dannet ramme om gudstjenesten for menigheden i Tulstrup sogn og gør det den dag i dag.