De gamle biografer 2

- Det skrev de omkring biograferne...

 

Fra de gamle aviser:

- Synd med kun én
biograf i Herning


På mandag blænder bio op for »Dr. Zivago«, og bag fremviseren står en nybagt biograf­forpagter, Peter Møller Jensen. Han syntes, det var synd, hvis Bio lukkede, fordi Pia og Peer Bruun nu vil koncentrere sig om Cinema Center. Derfor har han lejet biografen af re­visorfirmaet Vilhelm & Jens Pedersen Colding, som ejer bygningen.
35-årige Peter Møller Jensen har nærmest trådt sine barnesko i Bio.
- Andersen, som ejede Bio da jeg var dreng, sagde sommetider i sjov, at jeg nok ville overtage biografen en gang. Og det har han jo fået ret i nu.
Den nye biografforpagter har praktisk taget haft med levende billeder at gøre hele livet. Han lærte at køre film som 13-årig, og han har bl.a. arbejdet i Cinema Center i 12 år. Derudover har han sit eget videoselskab, PMJ-Film, hvor han bl.a. laver instruktions- og reklamefilm.

Selvom Herning ikke er den største biografby, når man ser på publikumstallet, er Peter Møl­ler Jensen ikke bange for at starte som konkurrent til det større Cinema Center:
- De to biografer har altid suppleret hinanden godt, og det vil de nok blive ved med. En af grundene til, at folk ikke går så meget i biografen, er måske, at de er forskrækkede over alt det her Rambo-halløj. For de vil jo gerne gå i teatret.

Peter Møller Jensen vil gerne give en chance til såkaldte anderledes film.
- Det skal prøves, og jeg har også nogle film på programmet; men indtil videre holder jeg det hemmeligt, hvad for nogle det bliver. Hvis jeg kun viste de film, jeg selv kunne lide, så holdt biografen højst et par måneder.
- Nu skal Bio shines lidt op. Der skal bl.a. sættes videoskærme op i forhallen. Her skal vises forfilm, og Peter Møller Jensen har også tænkt sig at udnytte nogle af sine egne produktioner.



Fra aviserne, 1938:

...I Herning har »Biografen« gennemgået en modernisering, som vi nu erfarer har været særdeles gennemgribende, idet dir. Chr. F. Larsen ikke blot har fået afløst de gamle træ­stole med moderne, polstrede lænestole af nyeste fabrikat, men overhovedet sørget for, at teatret nu fremtræder stilfuldt og festligt i lyse, varme farver og med smuk, mod­erne loftsbelysning. Der er også kommet proscenium og fortæppe med kulørte belys­ning­s­ef­fek­­ter. Det moderniserede toneanlæg er AIG-Klangfilm.

Trods de beløb, der er ofret på moderniseringen, håber dets indehaver i løbet af et par år at kunne flytte biografen til nye, større lokaler.
Skønt de nye stole er modtaget med stor glæde af publikum, har dir. Larsen - ifølge den lokale presse - været ude for, at der er øvet et ejendommeligt tilfælde af hærværk imod dem, idet en af publikum med en kniv har skåret betrækket i stykker på to af dem, således at de måtte fornyes.
Denne bedrift, som naturligvis straks blev anmeldt til politiet, er unægtelig udslag af en trist biografkultur.



Fra aviserne:

Et reklame-initiativ
i Herning

Nordisk Films Kompagnis Lystspil »På tro og love« er blevet en kæmpesucces i Dan­mark. Mange af provinsens store biografer har ofret ikke så lidt på reklamen for »På tro og love«, og adskillige har fundet på noget særligt. Direktør John Andersen, Bio, Herning, fik således den fornøjelige ide at invitere alle de ægtepar, som på premieredagen kunne fejre bryllupsdag. Ved første aftenforestilling mødte fem brudepar, der fik overrakt blom­ster samt et gavekort fra en lokal bager, hvis specialitet er lækkert hvedebrød.
Det festlige arrangement hilstes med stormende bifald af det udsolgte teater, og næste dag talte hele byen om filmen.

 


Fra aviserne:

Modernisering for millioner

Fra slutningen af november gennemgår Bio i Herning en gennemgribende modernisering, der vil koste ejeren, Preben Philipsen, mellem en halv og en hel million kroner. Først 2. juledag genåbner Bio som en af provinsens mest moderne biografer.

Gulvet bagtil hæves, der kommer nye, magelige stole, nyt klima- og ventilationsanlæg, ny belysning, nyt lærred, nye døre og trapper, og desuden tæpper på alle gulve. Gen­åb­nin­gen fejres med gallapremiére på den amerikanske helaftensfilm »The Godfather«.

Direktør Philipsen er som bekendt ejer af en biografkæde, der foruden Bio i Herning om­fatter Grand, Kino og Apollo i Odense og Rialto og Kinopalæet i København. Sidst­nævn­te biograf genåbnede 16. oktober efter en to millioner kroners modernisering.



Fra aviserne:

Bio 1-2-3 i Søndergade,
Herning, lukker


Oktober 1988:

Der skrives filmhistorie i Herning i den kommende tid. Det er nemlig slut med at vise film i byens ældste biograf, Bio 1-2-3 i Søndergade, som lukker 23. oktober. Bio-direk­tør Peter Møller Jensen bliver dog ikke arbejdsløs af den grund: Han skal nemlig overtage de totale ansvar for den daglige ledelse af Cinema Center i Nørregade.

Bios fremtidige skæbne er lagt i hænderne på byggevirksomheden C. C. Contractor, som vil omdanne biografen til andre erhvervsformål.

Peter Møller Jensen bliver altså direktør i Cinema Center, og hans kone, Birgitte, bliver over­draget ansvaret for såvel administration som den daglige økonomi i Nørregade-komplek­set, som altså fremover vil være Herning-områdets eneste biografcenter.

Ejeren, John Nørgaard ønskede nemlig en daglig leder af Cinema Center.

Peter Møller Jensen skal, foruden at lægge biografcentrets filmprogram, også lede person­alet, vedligeholde og drive den komplicerede teknik, markedsføre centret osv.


Jyllandsgadeteatret -
kommunal biograf

Hernings første kulturbiograf, Jyllandsgadeteatret, åbnede i november 1968. Biografen havde plads til 150 personer. Bevillingshaver var Herning Kommune.

Jyllandsgadeteatret tog film til byen som de andre biografer ikke viste. Det var film, som ikke havde tag i et større publikum. Det eventuelle underskud der måtte blive, dækkede Herning Kommune.

Daglig leder var bibliotekar Preben Tøttrup og de største succeser med ham som leder var "Elvira Madigan" og film med den japanske instruktør Akira Kurusawa.

Preben Tøttrup forlod Jyllandsgadeteatret 1. november 1971 og blev afløst af Hans O. Græsvig.

Biografen delte lokaler med teatergruppen Team. Det gjorde forestillingerne lidt ure­gelmæssige, og af praktiske grunde flyttede Jyllandsgadeteatret i 1975 ud på Centralbib­lioteket på Brændgårdsvej og skiftede samtidig navn til Cinematografen.

 

Cinematografen
på biblioteket

Cinematografen blev oprettet i 1975 som afløser for det lukkede Jyllandsgadeteater. Herning Kommune, der var bevillingshaver, indrettede et lokale til 100 personer på Cen­tralbiblioteket på Brændgårdsvej. Den daglige leder af Jyllandsgadeteatret, Hans O. Græsvig, blev også leder af den nye biograf. Der blev spillet hver aften kl. 19 og 21.

Publikum svigtede, og kommunen besluttede at lukke Cinematografen. Sidste forestilling var 20. november 1979. Hans O. Græsvig har siden været leder af den nu også lukkede Kinografen i Vejle.



Scala, Tjørring

Scala Bio, Gavnøvej 4 i Tjørring blev opført i 1975. Der var plads til 149 personer. Det var Henrik Bruun som direktør og Peer Bruun som inspektør, der ledede Scala. Bruun-familien overtog senere driften af Bio 1-2-3 og Cinema Center i Herning.

I 1979 blev Scala overtaget af Poul Markussen, men på grund af den hårde konkurrence fra de øvrige biografer i Herning-området, besluttede Poul Markussen sig for at lukke. Scala kunne ikke overleve som reprise-biograf, de store film kom alle op i Bio og Cinema og de premierefilm, som Scala kunne få, var dem de andre ikke ville have. Det var dem, der ingen penge var i.

Scala spillede sidste gang 31. august 1980.



Brædstrup Bio


Jeg har haft mange gode timer sammen med Birthe og Per Rusholt i Brædstrup. Det hele blev indledt med en tv-udsendelse. For en enkelt gangs skyld beskæftigede fjernsynet sig med biograferne og deres problemer. Netop fjernsynet var blevet hver mands eje, og der var næsten altid en film på aftenprogrammet - til skade for biograferne landet over. Per Rusholt fortalte levende om, hvordan han havde drevet Brædstrups biograf frem i en kombination af stort arbejde, kontakt til foreninger og institutioner og valg af film. Han havde endog planer om at udvide biografen med en sal-2.
Jeg kontaktede Per Rusholt telefonisk og fortalte om min interesse for film og biografer i det hele taget, og han inviterede mig til at kigge ind.
Det blev til mangen god snak med Per Rusholt, og jeg så med beundring på, hvordan han snakkede hyggeligt med publikum og hvordan han udbyggede det tekniske anlæg, så det blev så god en oplevelse som muligt for biografgængerne.

Lidt historie
Kinoteatret i Brædstrup, Bredgade 33, blev opført i 1941 som afløser for den gammel biograf, der netop var blevet lukket.

En nat i 1941, mens biografen var under opbygning, væltede en kraftig storm flere af bygningens mure. Samme nat væltede kirketårnet af byens kirke. Det medførte en del snak i byen. Der blev sagt, at det var satan, der væltede kirketårnet og Gud, der væltede biografen.

Biografen havde 199 pladser og direktøren var A. Bay Nielsen. I 1953 blev antallet af pladser udvidet til 225 og omkring 1958 fik biografen nye maskiner.

Bay Nielsen havde biografen frem til 1967, hvor den blev overtaget af radiohandler A. Winther Jacobsen. Normale spilletidspunkter i biografen var på det tidspunkt kl. 20 eller 20.15.

2. oktober 1972 blev biografen overtaget af Birthe og Per Rusholt. Sidstnævnte havde tidligere været operatør i Silkeborg Bio. Antallet af pladser var på daværende tidspunkt 204. I oktober 1976 blev Bræd­strup Bio ombygget til to sale med 159 og 50 pladser. Første film i sal 2 var "Gøgereden" (UA) med Jack Nicholsen. Den blev set af mange mennesker, så mange, at Brædstrup havde den største belægningsprocent uden for København!

Den største succes i Per Rusholts tid som direktør var dog "Conwoy" (NFK) med Kris Kristoffersen, men også repriser som "Borte med blæsten" (MGM) og de gamle Morten Kroch-film kunne trække folk i biografen.

Brædstrup Bio var en biograf med fuldt moderne udstyr. Bl.a. var der opsat Dolby-ste­reo i de to biografsale.

Per Rusholt var en overgang i bestyrelsen for Biografteaterforeningen for Provinsen. I 1979 blev Jørn Christensen ansat som inspektør.

Per Rusholt sluttede i Brædstrup 22. juni 1982 med »Agent 007 i hendes majestæts hemmelige tjeneste« (UA) og »Det sextossede hospital« (Toofa Film). Lis Simoni overtog herefter Bio, men lukkede ret hurtigt sal 2 og gik ned til blot fire forestillinger om ugen.

Brædstrup Bio lukkede omkring 1985.


 

Fra aviserne:

Brædstrup Bios nye ejere
budt velkommen

I anledning af at Brædstrup Biografteater pr. 1. oktober 1972 skiftede ejere, holdt det nye direktørpar, Birthe og Per Rusholt, som er flyttet til Brædstrup fra Silkeborg, reception i teatrets foyer, hvori deltog godt et halvt hundrede gæster fra by og egn.

Bagefter blev der budt på en forestilling, hvor man så "Vestens værste sjover".

 


Fra aviserne, 24. oktober 1974:

Brædstrup Bio fejrer 50 års jubilæum

       

- 1 mio. gæster
i biografen


Brædstrup Bio fejrer i denne uge sit 50-års jubilæum som en af landets ældste biografer. Det begyndte i sidebygningen til den nuværende biograf i 1924, og siden har der været over én million gæster i biografen.

Der er vist over 7000 forskellige film - og i den kommende weekend er der publikum­stræffere og kassestykker på programmet. Fy og Bi lægger ud med "Vester Vov Vov", og da filmen er fra 1937 sættes billetpriserne ned til noget, der ligner priserne, da filmen blev lavet, nemlig 35 øre til denne særforestilling.

I løbet af weekenden vises desuden den fantastiske barske og vittige antikrigsfilm "Kellys Helte", Morgen Korch-filmen "Vagabonderne fra Bakkegården" med Poul Reichhardt, "Far til fire" og gyseren "Frog", der på dansk hedder "Kryb".

Mandag bliver der om eftermiddagen reception for forretningsforbindelser, venner og bekendte. Samtidig kan Birthe og Per Rusholt fejre to-års fødselsdag i byen med en sti­gende omsætning og 30.000 solgte billetter på årsbasis og et repertoire på ca. 175 nye film - alt inklusive - hvert år.

Flere og flere går i Brædstrup Bio i stedet for at køre til andre byer, og desuden har Per Rusholt stor succes med sine filmaftener i aftenungdomsskolen, hvor han har fået ikke mindre end 5 hold med over 80 elever.

Rusholt er uddannet tjener og har bl.a. været på Bygholm Parkhotel, men en overvældende interesse for film og biografer og et stort ønske om egen biograf førte ham her til Brædstrup, hvor han nu sidder og kigger undrende i regnskabsbogen fra 1940, da den nuværende biograf blev bygget.

Han lærte i Silkeborg Bio og overtog Brædstrup Bio efter radioforhandler A. W. Ja­cobsen i 1972. Han overtog den igen efter ingeniør A. Bay-Nielsen, der sad fra 1939 til 1968, næsten 30 år!

Biografen har i dag 189 pladser, men der er taget 30 pladser ud for komfortens skyld. Al­ligevel er det svært at drive biograf i provinsen, og konkurrencen mærkes fra nabobyerne, men ikke altid fra TV.
Rusholt er glad for Brædstrup - og glad for, at 189 pladser bliver til 30.000 på et år, men det kræver arrangementer og arbejde. I vinter kan vi derfor regne med at have en filmklub i byen, foruden familie- og børnearrangementer i hver weekend.

Pornografi venter Rusholt ikke at sætte på plakaten, men måske lidt dristige film til fre­dagens midnatsforestillinger.

Eksperimentfilm er der tit blevet spurgt om, og det kan blive en mulighed i filmklubben. Først på ugen køres der hovedsagelig bedre - og underholdende - udenlandske film.

I Brædstrup kan man stadig finde medarbejdere fra den gamle biograf, f.eks. fru C. B. Hansen, der spillede klaver til de gamle stumfilm.

I dag er Fy og Bi i widescreen med stereolyd. Og dem kan vi se lørdag for kun 35 øre!



Fra aviserne:

Skal Horsens nu
erobres?


Det mener Per Rusholt,
efter reklameudspil fra
ABC Teatret i Horsens


Ingen begejstring for BIFs rolle i ophængningen af Horsens-teatrets
plakater i Brædstrup

 

Adresseløse forsendelser på kryds og tværs af kommunegrænsen Horsens-Brædstrup med reklametryksager om henholdsvis Brædstrup Bio og det nye ABC Teater i Horsens kan blive resultatet af sidstnævntes udspil. ABC har med hjælp fra Brædstrup Idrætsforening fået distribueret en reklameplakat til en række af byens forretninger. Idrætsforeningen tjente 500 kr. på det.

Det er et BIF-initiativ, hverken Brædstrups biografdirektør, Per Rusholt, eller han­delsforeningens formand ser med begejstring på.

- Og, fortsætter biografdirektør Per Rusholt: Jeg ved godt, plakater omtaler tea­ter­fore­stil­lin­ger. Men alle ved, at ABC også rummer tre biografer. Der har altid været en stiltiende, uskreven lov om, at man annoncemæssigt holdt sig til egne lokalblade samt landsdækkende landsdelsblade. Det har ABC allerede sat sig ud over, hvilket jo selvføl­gelig er fuldt lovligt. Nu er de også begyndt at sende adresseløse forsendelser ud. Så må Brædstrup Bio reagere.

- Jeg har også en duplikator med en kapacitet på 1000 stk. tryksag i timen. Så må de til Horsens. Vi kan også konkurrere. Og det vil da være naturligt at henvende sig til en lokal idrætsforening, f.eks. et fodboldhold i Dagnæs, og lade den dele tryksagen ud i nærheden af ABC Teatret.

Formand for Brædstrup Handelsforening, herreekviperingshandler Halfdan Andersen mener ikke, BIF helt har gennemtænkt denne sag.

- Jeg blev i øvrigt også ringet op af ABC Teatret, der spurgte, om man gennem foreningen kunne få formidlet tryksager. Det blev selvfølgelig et nej, handelsforeningen deltager gerne i aktiviteter, men kun hvis de har lokal tilknytning.

Derfor må jeg selvfølgelig også tage afstand fra, at BIF har sørget for distribution og derved påført lokale unødvendig konkurrence, siger Halfdan Andersen.


 

Festaften i Brædstrup -

Indvielse af Bio 2


- Selvfølgelig kan det gå! siger Per Rusholt
     

Biografdirektør Per Rusholt i Brædstrup Bio er ikke i tvivl. Og han siger det lige ud til enhver tvivler, der møder ham med spørgsmålet: Kan det gå med to biografer i Bræd­strup?

Arbejdet med at bygge Brædstrup Bio 2, som den kommer til at hedde, er i fuld gang, og det skal afsluttes, så den første film kan vises i biografen mandag 3. oktober. Premiere-filmen er allerede bestemt, og det bliver "Gøgereden" - Brædstrup Bios største suc­ces­fore­stil­ling nogensinde.

- Forresten er opførelsen af Brædstrup Bio 2 blevet lidt af en folkeforlystelse, siger Per Rusholt. Hver dag kommer mange mennesker ind for at se, hvordan det går med byg­ge­riet.

- Og det kan da kun love godt, at der er så stor interesse for projektet, siger Rusholt.


Bio 2:  

I den gamle biografbygning

Brædstrup Bio 2 indrettes i den bygning, hvor Brædstrups første biograf i sin tid lå. Der er plads til 50 mennesker, og biografen bliver udstyret med maskiner, som er fuldt på højde med tidens krav - og endda bedre end de, der findes i mange købstads-biografer, forsikrer Per Rusholt.

- Det betyder, at vi kan køre alle slags film i den ny biograf, og det vil vi gøre, siger Rusholt.

Er det nu ikke dristigt at stille an med en biograf mere i en tid, hvor der tales så meget om biograf-krise og svigtende besøgstal i biograferne?

- Vi har ikke biograf-krise, men vi har en film-krise. Film er blevet uhyggeligt dyre at pro­ducere, og vi mangler folk, som vil skyde penge ind i nye film-projekter.

- Vi har et stort film-forbrug i Brædstrup Bio. Men vi har masser af film, som vi venter på at kunne tage hjem, og når vi får en biograf mere, bliver der mulighed for at få puklen væk. Og når vi kan aftage flere film, får vi mulighed for at få de nye film hurtigere hertil.

- Brædstrup by er måske ikke stor nok til to biografer, men vi har et stort opland, og der­for kan det gå med to biografer. Det er alle fagfolk enige om, og Filminstituttet har jo bevilget 50.000 kr. til byggeriet.
- Fra oktober har vi 209 pladser i to biografer til to film pr. aften. Det kan kun blive en fordel for os - og for publikum siger Per Rusholt.

Brædstrup Bio 2 åbner i øvrigt på 5-års dagen for Birthe og Per Rusholts overtagelse af Brædstrup Bio.


Fra aviserne:

Atter biograf i Tørring


Per Rusholt, Brædstrup, genåbner biografen i Tørring


Nu får Tørring atter en biograf, idet direktør Per Rusholt, Brædstrup Bio, har lejet den gamle biografbygning af den tidligere biografejer, fru Christoffersen, og han genåbner 11. august.

Forinden gennemgår lokalerne en gennemgribende istandsættelse, ændring og mo­der­ni­se­ring, ligesom operatørrummet udstyres med moderne maskiner, så man kan køre alle former for film, bl.a. også i cinemascope-format.

Der bliver plads til 98 personer, og der er indkøbt moderne stole til den nye biograf. Der vil normalt kun blive én aftenforestilling, ligesom lørdag aften bliver filmfri. Derimod bliver der forestillinger lørdag og søndag eftermiddage samt lørdag formiddag.

 

Fra aviserne:

Nyistandsat biograf
genåbner i Tørring

Om et par uger vil Tørring igen have biograf i byen. Det er den 38-årige Per Rusholt, der i forvejen sammen med sin hustru Birthe driver biograf i Brædstrup, der nu også engagerer sig i Tørring.

Af den tidligere biografejer i Tørring, fru Christoffersen, har han lejet den gamle biograf­bygning, hvor der indtil for nylig har været lagerplads for Bolighuset A12. Per Rusholt har vendt op og ned på det hele. Tilbage i original tilstand er kun de huller i muren, hvori­gennem filmen forevises. Ellers bliver alt lavet om. Væggenes cellotex-plader erstattes af gipsplader, der males i afstemte farver. Indgangspartiet ændres totalt, hvorved der bliver en foyer med kiosk og billetsalg og et mindre rum, hvor man kan vente i behagelige stole. Der er installeret nye filmmaskiner, hvorefter der kan køres alle filmformater, herunder også cinemascope. Filmspolerne kan rumme 4000 meter film, hvilket er nok til to en halv times kørsel.

I biograflokalet bliver der plads til 98 gæster, og Per Rusholt har købt nye stole, der kun har været anvendt på Juelsminde-Kalundborg færgen. Derudover har han købt 35 stole fra Italien - de første af denne type, der kommer til Danmark.

Det bliver en biograf, hvor det bliver behageligt at sidde, og det skal det også være, siger Per Rusholt, der gerne vil gøre biografen til et sted, hvor familien søger hen. Det vil også præge hans valg af repertoire, hvor familiefilmene vil have en fremskudt plads. Derudover vil han vise spændingsfilm, men de hårde film finder ikke vej til hans biografer. Der vil normalt kun blive én aftenforestilling, og lørdag aften er filmfri.
- Dels vil folk selv gerne have deres lørdag aften i fred, dels skal vi også selv slappe af en enkelt gang, siger Per Rusholt. Derimod vil han vise film lørdag og søndag eftermiddag, ligesom han vil køre film lørdag formiddag. Det er tidspunkter, hvor folk gerne vil i biografen.
 

Per Rusholt holder reception i den nye biograf 10. august 1977 om eftermiddagen. Biografen får egen telefonsvarer, hvortil man kan rige og få et vide, hvad der vises af film.

Billetbestilling kan foregå til hans telefon i Brædstrup.

 

Fra de gamle aviser:

Reception

Birthe og Per Rusholt præsenterede i går ved en reception det "sidste skud på stammen" - biografen i Tørring, og tingene var, som de skulle være ved en sådan begivenhed. Trods stor travlhed gennem et par måneder var man ikke blevet færdig til tiden - udenfor man­glede et par fliser og inde resterer der endnu noget arbejde med klargøring af birummene og med ophængning af lydisolerende plader i loftet. Men helhedsindtrykket er godt, og man sidder behageligt i de 98 stole, som biografen rummer. Det er ikke nær så mange pladser, som da den gamle biograf lukkede, men der var heller ikke megen plads mellem stolerækkerne.

- I dag er man nødt til at byde publikum ordentlige forhold, hvis man vil lokke dem i biografen, og det skal nok lykkes i Tørring, fortæller Rusholt.

Ved receptionen modtog Birthe og Per Rusholt et større antal hilsener i form af blomster og flasker. Sidstnævnte bør Per Rusholt nok blive fra, til han har trykket på de rigtige knapper på det lille panel, hvorfra båndmusikken, belysningen og filmmaskinen styres automatisk.


Tørring Bio nedlægges

Som inspektør var Jørn Christensen blevet antaget. Birthe og Per Rusholt overtog i starten af firserne de to Horsens-biografer Bio og Palæ, derfor stoppede de i Tørring.
Selv om Bio blev overtaget af Fritz Christoffersen, gik der ikke længe, inden byen atter var uden biograf. Tørring Bio lukkede i 1983.



 

Palæ Teatret i Horsens

Palæ Teatret åbnede i Horsens 15. marts 1916 og er en af landets ældste biografer, der endnu er i drift. Palæ havde fra starten 410 pladser og direktør var Krøyer Hansen. Un­der krigen blev Svend Kragh Hansen ansat som inspektør.

Efter næsten 30 år i dette job blev han i 1976 direktør for Palæ.
Horsens Filmklub havde i mange år forestillinger i Palæ, bl.a. i 1972, hvor der blev vist film som "Weekend" og "Jøden fra Kiew" samt "Dagens Skønhed". I årenes løb er det også blevet til mange dan­markspremierer.

Svend Kragh Hansen var ejer af Palæ frem til 2. marts 1981, hvor den blev overtaget af Per Rusholt, der i forvejen drev Bio i Horsens og med en fortid som biografejer i Brædstrup og Tørring.

I 1985 indrettede Per Rusholt en sal 2 på balkonen med 66 pladser, mens sal 1 rummede 205 pladser.


Fra aviserne:

Palæ Teatret får
ansigtsløftning

Palæ Teatret er ved at vågne efter flere år i dvale. Teatersalen er blevet forsynet med nye og mere komfortable stole, varmeanlægget er istandsat, så der kan holdes en behagelig temperatur - også på de virkelig kolde dage.

Og sidst men ikke mindst lover teatrets kunstneriske leder, Per Rusholt, kvalitetsfilm til foråret.

Palæ Teatret drives af Birthe Rusholt, som har bedt sin mand, Per Rusholt, hjælpe med indretning og udvælgelse af film i sin fritid. Til daglig bestyrer han Ølgod kro.

- Teatret har længe trængt til en renovering, konstaterer Per Rusholt. Men vi har haft problemer, idet bygningen hviler på mosejord, og den har slået revner.

- Piloteringen rådnede og måtte fornys. Det kostede ejeren af bygningen, forsikringssel­skabet Kgl. Brand, 150.000 kr., fortæller Per Rusholt.

- Desværre hjalp den nye pilotering ikke hundrede procent. Bygningen har igen fået revner, som vi nu må i gang med at reparere.

- Nye stole har vi allerede fået. Helt nye er de ikke, så ville de have kostet 1500-1600 kr. stykket. Men vi har fået nogle fra et nedlagt teater, som kun er let brugte.

- Der er sat 220 nye stole op i stedet for de 410, der stod her tidligere. Så har folk bedre benplads i salen, hvorimod forholdene på balkonen stadig er, som de var, slutter Per Rusholt.

_ _ _ 


Årets borger i Horsens

Per Rusholt blev i 1988 valgt som årets borger i Horsens - flot! Han har selv installeret Dolby Stereo i  Palæ, og i 1989 har han kørt sommerkavalkade med ny film hver dag.

Blandt de faste filmleverandører til palæ er Constantin Film og Dansk Filmindustri.

 

Fra Horsens Posten:

En livsstil for Per Rusholt
at drive en biograf

For biografdirektør Per Rusholt, Palæ Teatret i Horsens, er det at drive biograf, at vise film, en besættelse, ja, faktisk en livsstil. Det står til troende, for det er hans egne ord.

- Det har været hårdt, som filmen med de to, der tager hinanden i hånden og går ud ad livets landevej mod den lyse horisont; sådan tror jeg også, vi andre kan nå ud på livets lyse side, hvis bare vi ikke lader os slå ud, hvis bare vi selv vil gøre en indsats!

 

Per Rusholt ejer nu Palæ Teatret. Og det er ikke så galt, for de svære tider har lært ham, at man må tjene ind på gyngerne, hvad man eventuelt mister på karrusellen.
Kiosken blev en succes, og efterhånden har den også fået vokseværk. Den har sneget sig rundt om hjørnet, ind i foyeren, og den rummer nu al slags slik. Den er møbleret, så den fremtræder som en lille café.


Selv om kiosken og caféen er med til at give Palæ Teatret nyt liv, har Per Rusholt ikke glemt det egentligt: Biografdriften.

Planerne om at indrette Palæ 2, en ny, lille biograf, på den nuværende balkon, er vidt fremskredne. Den lille biograf vil få plads til 60, mens der er plads til 250 i salen. Per Rusholt fortæller, at han med en lille ekstra biograf vil kunne udnytte filmene bedre. En succesfilm kan f.eks. flyttes fra den store til den lille biograf, når den er ved at være spil­let ned. Det vil sige, at der f.eks. kun er et halvt hudrede tilskuere pr. aften til den.
Jovist, der sker skam noget i den gamle biograf. Palæ Teatret er fra 1916 og fylder altså 70 år næste år, i 1986. Og den har kun været på to familiers hænder igennem de mange år.

Den største omvæltning, biografen var igennem før Per Rusholt overtog den, var i 1953, da der måtte hugges ud i bagvæggen for at skaffe plads til cinemascope-lærredet.

Efter at Per Rusholt har overtaget den traditionsrige biograf, er der sat nye maskiner i ope­­ra­tør­rum­met og nye stole i salen; der er blevet malet og pyntet op, uden at det gamle, hyggelige præg dog er gået tabt.

Der blev ikke sunget ved Per Rusholts vugge, at han skulle være biografdirektør. Oprin­delig var han da også uddannet inden for restaurationsbranchen som tjener.

- Det er nok derfor, jeg kan lide at hygge om folk, siger han.

- Jeg kan vældig godt lide at få en snak med folk, og de fleste mennesker kan faktisk også godt lide at snakke, når de kommer her.

- Nogle biografer lukker. Det er trist, for ligesom det er hyggeligt at handle hos den lille købmand, så har biografen også sin charme. Og det tror jeg, vi vil overleve på i det lange løb. Det er nemlig en oplevelse at gå i biografen. Samværet med andre, det, at man er fælles om nogle oplevelser, det kan ikke erstattes af tv eller video, siger Rusholt.

- Jeg elsker mit arbejde. Jeg er glad hver dag, når jeg kommer ind i Palæ Teatret. Selvføl­gelig kan jeg være træt af mit arbejde, selv om jeg bruger omkring 70 timer her i biografen om ugen.

- Vi har sådan en god arbejdsfordeling, griner Per Rusholt:

- Birthe kan ikke køre film, og jeg kan ikke bage vafler, så vi passer hver sit.


 

Teater Bio i Horsens -
også i Per Rusholts eje


Teater Bio skulle ifølge historien være den første biograf i Horsens. Den åbnede omkring 1910 i Kasernegården, men flyttede nogle år senere til det gamle teater. Biografen havde 650 pladser, og bevillingshaver var Arbejdernes Fællesorganisation.

Teater Bio var den eneste biograf i Horsens indtil 1916, hvor Palæ Teatret blev bygget. Direktørmæssigt ligger det lidt småt med oplysningerne omkring de første år af biografens historie, men i 1945 var det Ove Jensen. Han installerede cinemascope-masiner omkring 1958. På samme tidspunkt blev der opsat nogle ekstra pladser, så antallet kom op på 601.

Teater Bio er til dato den største biografsal i Horsens nogensinde. I 1970 blev biografen overtaget af Hans Haubjerg. Han indrettede bl.a. børnepasning i forhallen, mens forældrene kunne se film i biografen.

Haubjerg havde Teater Bio til 1978, hvor den tidligere inspektør, Thorkild Kristensen overtog den. Dog kun for en kort periode.

22. oktober 1979 blev Teater Bio overtaget af direktøren fra biograferne i Brædstrup og Tørring, Per Rusholt.
Med det nye direktørskifte kom Teater Bio til at hedde Bio Hor­sens. Antallet af pladser var på det tidspunkt 585.

Ca. 18. måneder senere, i 1981, overtog Per Rusholt også Palæ Teatret i Horsens, og for helt at hellige sig dette, besluttede Rusholt sig for at lukke Teater Bio. Det var den første biograflukning i Horsens.

Den sidste forestilling fandt sted 28. maj 1982.