Besættelsestiden 1940-45

Karl Erik Wienberg

Erindringer fra og tanker om

Besættelsestiden 1940-45

Fra 1940 til 1945 var Danmark besat af tyske soldater, og jeg vil fortælle nogle erindringer fra den tid. Jeg var 6½ år, da det begyndte og 11½, da det var forbi, så det er et barns indtryk og erindringer, I skal høre, et barn, der (med sin familie) fik besættelsen tættere ind på livet end de fleste. Der er ingen helte i beretningen og i grunden heller ingen skurke. Men jeg synes, jeg lærte nogle ting, jeg gerne vil give videre.

Den 9. april 1940 kl. 04.15 rykkede tyske tropper ind i Danmark. Nogle kom over  grænsen i Sønderjylland; dér blev der kæmpet lidt; 16 danske soldater mistede livet; men tyskerne kom også til søs og gik i land ved Gedser og Korsør og Nyborg, og med fly over hele landet, med faldskærmssoldater ved Ålborg flyveplads og med et stort troppetransportskib, der kunne lægge til ved Langelinie i København, uden at der blev affyret et skud..

Og der blev nedkastet flyvesedler til befolkningen, hvor tyskerne forklarede, at England og Frankrig, mod det tyske folks ønske om at leve i fred og venskab, havde erklæret Tyskland krig, og at England var ude på at skabe krigsskuepladser andre steder end hos dem selv; og for at undgå, at Skandinavien blev sådan en krigsskueplads, havde Tyskland besluttet ”selv at overtage Beskyttelsen af Danmarks og Norges Kongeriges Neutralitet og værne den, sålænge Krigen varer.”

Og i København overrakte den tyske gesandt kl. 04.20 regeringen en note, hvori man sagde det samme og understregede, at man ikke havde til hensigt at antaste kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed.

Den danske regerings og forsvarets ledelse mødtes kl. halv seks om morgenen hos kongen og drøftede situationen. De besluttede hurtigt at indstille al modstand, og der blev udsendt en proklamation til Det Danske Folk, hvor man opfordrede befolkningen til ”en rolig og behersket Holdning” og kong Christian d. 10. tilføjede selv en opfordring til at ”vise en fuldtud korrekt og værdig Optræden.”

Danmark var blevet besat. Men Tyskland havde ikke erklæret Danmark krig. Det var en fredsbesættelse!. Danmark protesterede ganske vist, men lige siden har vi i Danmark diskuteret, hvordan vi burde have reageret den dag og i de kommende år. Skulle vi have samarbejdet? Eller have gjort modstand? Hvad var det klogt at gøre? Hvad var det moralsk rigtigt at gøre?

Danmark var så alene! Det er en af de ting, der har slået mig ved at læse om de år. Op gennem trediverne var utrygheden i forholdet til Tyskland vokset og vokset. Hitler blev stærkere og mere og mere aggressiv over for nabolandene, og Tyskland havde aldrig anerkendt grænsen ,da vi i 1920 fik Nordslesvig tilbage, så de danske politikere regnede efterhånden med, at det kun var et spørgsmål om tid, før Hitler ville forlange en grænserevision. Stauning forsøgte at inddrage Norge og Sverige, og sagde at grænsen mod syd var Nordens grænse, men hverken Norge eller Sverige ville love hjælp, tværtimod. Og fra England havde Churchill et par måneder før sagt: ”Danmark ligger så frygtelig nær Tyskland, så det vil være umuligt at bringe hjælp. Jeg vil i hvert fald ikke påtage mig at garantere Danmark.”

Så var der kun tilbage at være forsigtig, og jeg har læst, at statsminister Stauning sagde, at enhver provokation af Tyskland måtte undgås, og udenrigsminister Munch henstillede gang på gang til den danske presse om ikke at udfordre Tyskland unødigt.

Alt dette vidste jeg naturligvis ikke noget om som barn, men det, jeg vil frem til er, at der hos os  i Danmark har været en følelse af afmagt over for det nazistiske Tyskland.  Forlangte Hitler en grænserevision, havde vi ikke en chance. Det eneste, man kunne gøre, var at træde forsigtigt, ikke irritere, ikke vække bjørnen, men vise ”en fuldtud korrekt og værdig Optræden.”

Så jeg synes, det er én ting, jeg har lært af den tid: at det er godt og vigtigt med alliancer. Alene er et lille land værgeløst overfor uretten og har kun den mulighed at gøre sig så lille, at man ikke bliver lagt mærke til. Men lover flere at stå sammen, får vi mod til at træde op mod det, vi synes er forkert.

Og nu kommer vi til besættelsen og min familie.

Min far, Ernst Wienberg, var i 1931, som 36 årig, blevet cand. theol. fra Københavns universitet, og samme år blevet med sin 14 år yngre kæreste og blevet sognepræst i to små landsogne, Alling-Tulstrup, ved Ry, mellem Silkeborg og Skanderborg. En meget smuk egn er det med søer og skove og Himmelbjerget i baggrunden. Befolkningen dér var hovedsageligt landmænd; så var der nogle få håndværkere og arbejdere og handlende og 4 landsbyskoler med hver sin enelærer. To af lærerne var hhv. degn og organist i Alling kirke og de to andre degn og organist i Tulstrup kirke. Det hørte med til lærerembedet. Børnene gik i skole i 7 år, 3 timer om dagen. De første tre årgange gik i ”betteklas”, og de ældste fire årgange gik i ”sturklas”, hvorefter de normalt kom ud at tjene.

Min far blev sognepræst på traditionel vis. Han holdt gudstjenester i de to kirker om søndagen, havde konfirmander, døbte, viede, begravede, første kirkebøger med civilregistreringen, holdt ungdomsmøder og ældremøder, var formand for menighedsrådet og skolekommissionen og gik på husbesøg de fleste eftermiddage.

Og så fandt han på noget enestående! Når han så, hvor smukt der var, fra den højtliggende præstegård ned mod søen, Knud Sø, og skovene, kom han til at tænke, at den natur skulle flere have glæde af. - Der skulle bygges et vandrehjem!

Han forsøgte at få flere med på ideen, og der blev lavet indsamlinger og givet bidrag, men ingen ville tage ansvar sammen med ham, så det endte med, at han gjorde det selv. Der blev bygget et vandrehjem med sovesale med køjer med plads til nogle og tres, opholdsstue, vaskerum, værelser til personale, en lille restaurant, hvor folk kunne købe kaffe og kage, sodavand, is og slik. Udenfor var der en sportsplads, hvor sognets unge kunne spille bold, og 50 meter var der til badestranden ved Knud Sø. ”Knudhule” kom stedet til at hedde efter en røver, der havde haft en hule dér.

Hvad med præstens kone? Jo, hun var ikke så udadvendt, men hun bakkede sin mand op både som præstekone og m.h.t. vandrehjemmet, og så kom der børn, og det var det, hun gik mest op i: I 1932 fik de en datter, i 1933 en søn (mig), i 35 igen en søn, i 38 en datter. I marts 1940 blev det 5. barn, en dreng, født, men da var alting anderledes. Der var indtruffet en katastrofe: I oktober 39 var Ernst Wienberg død, knap 45 år gammel. Det var en galdestensoperation på Silkeborg Sygehus, han ikke overlevede.

Ja, det var en katastrofe, men det er ikke den, der er temaet i dag. Kort fortalt måtte hans 30-årige enke rykke ud af præstegården med sine 4 børn og det 5. i vente. Hvor skulle hun flytte hen? Jo, der var jo vandrehjemmet. Hun fik indrettet en privatbolig i den ene ende af huset, og der flyttede hun ind i begyndelsen af 1940. I marts fik hun det 5. barn, en dreng, og d. 9. april bankede tyskerne på døren og beslaglagde vandrehjemslokalerne, men altså sådan, at hun kunne blive boende i sin afdeling af huset. Det var flyvevåbnet, Luftwaffe, der var kommet. Deres flyvemaskiner var landet på en flyveplads ved Ry, og derfra tog de på togt om dagen og vendte tilbage om aftenen. Det var venlige mennesker; jeg kan huske én af dem gav mig et stykke chokolade en dag.

Det varede nu ikke længe, så forsvandt de, og stedet blev vandrehjem igen, men så vendte tyskerne tilbage og blev. Det var forskellige kompagnier; længst, et par år tror jeg næsten, var det et transportkompagni, hvis biler fyldte sportspladsen. I begyndelsen af 1945 blev de afløst af flygtninge fra Østpreussen. Dem havde vi ved befrielsen. Jeg gik selv ud til dem om aftenen d. 4. maj og sagde: ”Deutschland ist kaput!”  ”Ja, ja!” svarede de; det var jo ventet. Så rejste de, og vi fik flygtninge fra de baltiske lande og Polen, der var flygtet for russerne. Der var en del børn med, som vi legede med og jeg lærte at synge 1. vers af den polske nationalsang. På polsk, skam!

Men nu er vi for langt fremme! Tilbage til de tyske soldater. Hvad var vores holdning til dem? Før jeg forsøger at besvare det spørgsmål,  skal vi tilbage igen til min far.

Jeg sagde før, at han var blevet teologisk kandidat og gift i 1931 som 36 årig. Det var lidt sent. Ja, for han havde en fortid. Min far var sønderjyde, født i et dansktalende hjem i Slesvig, der gik tabt i 1864. Da verdenskrigen brød ud i 1914, kom han og hans bror med. Broderen blev hurtigt taget til fange af franskmændene og sad i krigsfangelejr i Nordafrika, til krigen var forbi: men min far var med alle 4 år, meget af tiden i skyttegravskrigen på Vestfronten.

Efter krigen rejste han til Danmark og arbejdede ved landbruget nogle år for at komme sig, men så tog han på studenterkursus og bagefter på universitetet og blev præst.

Hvordan var hans holdning til nazismen? Ja, jeg fortæller jo erindringer og også om mine allernærmeste, så der er hele tiden en fare for, at det bliver privat, ublufærdigt, ubehageligt for tilhørerne at høre på. Sådan håber jeg ikke, det bliver hørt. Jeg fortæller, fordi jeg tror, at jeg fortæller om noget, der er tankevækkende og typisk for en kultur, der ikke ligger så langt tilbage i tiden, men alligevel er meget forskellig fra vores.

Var min far én, der talte imod og advarede mod udviklingen i Tyskland?  Nej! Hvis han havde været det, havde jeg været stolt. Var han nazist? Nej, hvis han havde været det, havde jeg været ked af det, men på en måde forstået det, for når Hitler kunne bjergtage et helt folk, dette højtkultiverede tyske folk, så havde han vel også kunnet begejstre min familie. Vi er ikke overmennesker. Men det mærkelige er, at der i min fars eftermæle ikke eksisterer en eneste udtalelse om nazismen.

Hvorfor ikke? Jeg véd det ikke; den eneste forklaring, jeg kan komme på, er, at han var så optaget af andre ting, at der ikke blev tid og kræfter til udenrigspolitik. Og sådan tror jeg, mange på den tid havde det. Jeg tror, at udenrigspolitik for dem var meget mere fjern, end den er for os, fjern, tåget, måske endda lidt uvedkommende.

Jeg tror, at der var mange i Alling-Tulstrup, der ikke holdt avis, og at en hel del ikke havde radio. Og at meget af den udenrigspolitik, de hørte, gik ind ad det ene øre og ud af det andet. Afmagtsfølelsen var, som jeg nævnte før, stor, og hvorfor gå op i noget, man alligevel ikke kan gøre noget ved? Og uvidenheden var stor. Jeg minder om, hvad jeg sagde tidligere, at regeringen nærmest forbød pressen at sige noget grimt om nazismen i Tyskland.

Denne uvidenhed om, hvad der virkelig foregik, var selvfølgelig også stor i Tyskland. Når jeg senere som voksen spurgte tyskere, hvad de tænkte om nazismens gerninger bl.a. over for jøderne, svarede de altid: ”Jamen vi vidste ikke noget!”  Hvortil man kunne replicere: ”Nej, men I spurgte heller ikke!”

Så det er (en anden) vigtig ting, jeg har lært: At vi skal spørge og råbe op! Magt korrumperer. Der skal holdes øje med dem, der bestemmer, og de skal stå til ansvar.

Men nu tilbage til erindringerne! Hvad var min holdning til de tyske soldater og til Tyskland og nazismen? Jeg gik i skole i landsbyen Jaungyde i de 5 år, besættelsen varede. Først 3 år i ”Betteklas” og så to år i ”Sturklas”, og det var undervisningen dér, der gav stof til formningen af mit verdenssyn!

Tyskland? Det var vore fjender, ingen tvivl om det! Vi havde været i krig med dem i 1848 og 1864, og de havde taget Sønderjylland fra os. Og vi sang ”Dengang jeg drog af sted,” og ”Brat af slaget rammet,” og ”Påskeklokken kimed mildt,” og ”Du skønne land med dal og bakker fagre” om Sønderjylland og ”Det haver så nyligen regnet.” Nej, Tyskland kunne vi ikke lide.

Hvad så med England? Verdenshistoriens første terrorbombardement havde de stået for mod vores hovedstad i 1807 og samtidig røvet vores flåde, og vi sang ”Kommer hid, I piger små” om søhelten Peder Willemoes, der i 1808 faldt i kamp mod englænderne ved Sjællands Odde.

Så var der de andre skandinaviske lande. De var vores broderfolk, og vi sang ”Høje Nord, friheds hjem”, og ”En skål for det blinkende søernes bånd,” og vi sang ”Du gamla, du fria, du fjälhöga Nord,” og ”Ja, vi elsker dette landet,” og ”Vort hjemlands Gud.”

- Men hvor havde vi dog tit været i krig med svenskerne! Vi havde godt nok ikke selv været alt for fine – tænk på Det stockholmske Blodbad – men de havde været de stærkeste og taget Skåne og Halland og Blekinge fra os – trods ”Gøngehøvdingen”, som degnen læste op for os af  ved festlige lejligheder.

Og Norge? Ja, de havde i trediverne forsøgt at tage noget af Østgrønland fra os. Det var der blevet en retssag ud af ved Den internationale Domstol, og Norge havde tabt, gudskelov. Men de havde forsøgt. -  Og Island? Plejede at høre under os, men nu, da vi ikke kunne holde kontakt, havde de revet sig løs. Det kunne man måske ikke fortænke dem i. Men alligevel!

Så kort sagt fik vi i skolen nogen mistænksomhed, mistro til alle andre lande, og kærlighed til vort eget land…. og lidt medlidenhed, selvmedlidenhed, om man vil, for de, der havde bestemt i Danmark havde tit til skade for os ikke været ret kloge eller dygtige. – (Og for nu i en parentes at sige det ligeud, så forekommer det mig, at den tradition er meget livskraftig i vort land som for eksempel m.h.t. krigen i Afghanistan og m.h.t. folkeskolereformen. Parentes slut.) Så vi sang i skolen: ”Engang du herre var i hele Norden, bød over England, nu du kaldes svag. ” Så tilføjede H.C. Andersen godt nok, at ”og dog så vidt om jorden end høres danskens sang og mejselslag.”  Men det var en sangerinde og Berthel Thorvaldsen, det handlede om; og det lød stadigvæk ret svagt i en skoledrengs ører.

Så nu havde Tyskland altså overmandet os svage. Hvad ville det komme til at betyde?

Det viste sig, at besættelsen blev en ret udramatisk periode på min egn. Det kan siges både til egnens ros og dadel. Der var ingen nazister og værnemagere; i hvert fald ikke af en størrelse, så nogen blev straffet efter krigen. Der var heller ikke i Alling Tulstrup jøder, der blev nødt til at flygte. Der var ingen frihedskæmpere af den skrappe slags, dem, der havde kontakt med England og lavede sabotage. Og gudskelov ingen frihedskæmpere, der blev fanget og dømt til døden.

Vi var fattige, skal jeg måske sige. Men i min erindring var alle børn i skolen fattige, så det plagede os ikke. Det var en lille pension, min mor fik efter fars få års anciennitet, så vi fik tit brugt tøj og brugte sko, og ønskede vi en bog i fødselsdagsgave, fik vi én – brugt.

Maden var beskeden. Jeg kan ikke lade være med at sige – med venlig hilsen til mine børn og især børnebørn – at der herskede den uudtalte regel, at vi spiste, når det var spisetid, uden at det nogensinde blev overvejet eller drøftet, om vi kunne lide maden eller ej. Ude i et skur bagtil fik vi hvert år en gris, der levede af levninger og grotning. Om efteråret kom en lokal arbejdsmand og slagtede den, og der blev lavet blodpølse og medisterpølse og saltet og henkogt.

Vi gik på vore fødder de 2½ km. til skolen i Jaungyde. De kolde vinterdage kunne vi ligefrem græde af smerte, så ondt gjorde det, når vi nåede frem til skolen, og vore kolde hænder skulle varmes ved skolens kakkelovn. Læreren eller degnen, som vi kaldte ham, var vi vist alle sammen bange for. Vi skrev på tavler og havde, foruden griffel, en våd ildelugtende tavleklud i pennalhuset. Vi havde også et penneskaft og en pen, vi dyppede i blækhuset, der sad i et hul i hver skolepult, når der skulle skrives pænt.

Og derhjemme var der så de tyske soldater. De delte hus med os, og tyske soldater gik vagt ved vores dør døgnet rundt med gevær ved skulder.

Årene viste, at det kunne lykkes at finde en modus vivendi. Man kan sige, at vore medbeboere ikke kun var tyske soldater. Måske skal jeg endda sige, at de for mig ikke primært var soldater. De var mennesker som andre mennesker med navne og personligheder og hver deres historie.

Min mor var forbilledlig i det, regeringen og kong Christian d. X. ønskede; jeg tror endda, hun havde været det, selv om de ikke havde sagt det: ”rolig og behersket” med ”en fuldt ud korrekt og værdig optræden.”  Hun var altid venlig over for tyskerne, men holdt også en distance. Aldrig var nogle af dem gæster hos os, aldrig var vi gæster hos dem eller spiste med dem. Og hun kom aldrig over for os børn med en vred - eller bedrøvet - bemærkning om dem, som kunne have gjort os bange.  Jeg har senere læst, at det jo ikke var elitetropper, der blev sat til at udgøre besættelses-magten  i Danmark. Og det var det heller ikke hos os.

Lederen havde rang af løjtnant. Han var i det civile liv dommer og tydeligt lidt fremmed fra de andre, ikke kun på grund af sin rang, men også socialt. Den næstkommanderende var Überfeldwebel Karl Anker. Han havde flere penge til rådighed end de menige. Han købte sommetider jordbær og fløde og stod og slugte det, mens de andre - vi andre - kunne se på. De menige var borgere af forskellig slags. Der var én, der kunne tale dansk, Han hed Hans. Ham talte vi selvfølgelig med på dansk, men da min mor en dag så min storesøster og hendes veninde stå og tale ivrigt med ham,, sagde hun, at de ikke måtte tale med soldaterne. Det forbud tror jeg nu ikke havde noget med nazisme/antinazisme at gøre.

Jeg måtte gerne tale med dem - eller rettere: Jeg fik ikke noget forbud. Ham, jeg bedst kunne lide, en helt lyshåret soldat, hed Schmidt og var i det civile liv skrædder i Hamborg. Han havde sådan et stilfærdigt, vemodigt smil, og har formodentlig hadet hele foretagendet. Så var der én, der hed August. Han ville kaldes ”onkel August” af os børn, så det kaldte vi ham, uden at vi af den grund kom tæt på ham. En stor, tyk én hed Josef. Når vi var ude og bade om sommeren i Knud Sø, og Josef gik i vandet, rakte vi armene i vejret og dykkede ned, som om vandstanden steg vældigt, når han gik ud med sin tykke mave!

Ja, de var personer, og, jeg tror, altid venlige over for os. Som man kan forestille sig. Mange havde nok selv børn derhjemme. Så jeg havde et venligt forhold til dem, og det er derfor også vigtigt at understrege, at vi ikke vidste noget om de rædsler, der udspillede sig ude i verden.

Alligevel kom vi børn til at gå over på englændernes, de allieredes side i løbet af krigen. Jeg har talt med min storesøster om det, og vi er enige om årsagen til det:

Vi var som alle andre begyndt at lytte til de danske udsendelser fra BBC kl. kvart over 6 om aftenen, dem, der begyndte med ”Prins Jørgens March”. Og da kunne vi høre en hel anden skildring af krigen end den, der var i avisen og den danske radio. For herhjemme fra handlede det altid om, hvor godt det gik for Tyskland. Selv når tyskerne trak sig tilbage ovre i Rusland, var der tale om strålende sejre og glimrende manøvrer. Kort og brutalt sagt: Vi blev klar over, at tyskerne var fulde af løgn.

Det kunne selv børn godt høre. Og tage stilling og fælde dom, når de hører løgn, det kan børn også. Så begyndte der også at komme illegale blade. Hvor de kom fra, hvem der skrev dem og trykte dem, vidste vi ikke noget om. De gik fra hånd til hånd. Når man fik nogle, var det spændende at læse dem; dels fordi det var helt anderledes end det, der blev sagt i radioavisen, og dels, fordi det var forbudt at læse dem. Og så skulle man give dem hemmeligt videre.

Man kunne for eksempel putte dem i inderlommen på folks overfrakker ude i garderoben, når der var møde eller fest i forsamlingshuset i Jaungyde. Det var jeg selv med til! Og frihedskampen voksede. Præstefamilien, der efterfulgte os i præstegården, havde nogle mennesker boende, tyskerne ville arrestere. De var gået under jorden, som man sagde og kunne gemme sig dér.          

Og dag for dag blev sammenstødene ude i verden og herhjemme ondere og ondere; det hele blev mere og mere kaotisk og det blev mere og mere tydeligt, hvilken vej, det ville gå.

- Indtil jeg endelig en aften, efter at have hørt BBC fra London, kunne gå ud og sige til trætte, udmarvede flygtninge, at ”Deutschland ist kaput”!