De gamle biografer 3


Phønix Teatret i Ikast

Phønix Teatret i Ikast åbnede i 1938. Biografen havde 225 pladser, bl.a. var der to loger med hver 9 pladser. Det var noget uhyre sjældent i biograferne. Det fandtes i Fotorama i Aalborg; her var dog kun én loge, placeret i bagvæggen på balkonen.
Første film i Phønix var "Den Kloge Mand" med Carl Alstrup og Ebbe Rode i Hovedrol­lerne. Direktør for Phønix var dengang Viggo Siefert. Han installerede cinemascope i midten af halvtredserne og i 1971 fik han opsat 70mm anlæg. I halvtredserne forøges an­tallet af pladser til 324, men i 1966 blev det igen reduceret til 260.
Fast spilletid var kl. 20.00, fredag og lørdag var der midnatsforestillinger kl. 22.30, og søndag eftermiddag blev der spillet fast kl. 16.00, enkelte gange også kl. 14.00.

Ikast var ikke en by, som filmselskaberne brugte, når deres film skulle have dan­marks­pre­mi­ere, Filmene blev først vist i Herning, inden de kom op i Ikast, men 26. april 1965 genudsendte Rex Film "Gårdmandssønnen"; Ny-premieren foregik i Ikast.
I 1975 blev Phønix Teatret overtaget af Herluf Wisby Møller og han havde biografen frem til 1980, hvor den blev overtaget af Lizzi og Per Hubertz.
I begyndelsen af firserne havde biograferne det meget hårdt. Publikum svigtede og det tog livet af Phønix Teatret i Ikast. Biografen lukkede i 1984.
 
Ikast Bio
Tro ikke, det er slut med Phønix - nu Ikast Bio. - Den er i dag en moderne foreningsbiograf med tre biografsale. Én med 2o3 pladser og to sale med hver 107 pladser. Alle sale er forsynet med Dolby Surround lyd, store lærreder og gode stole med kopholdere. Inden man går ind til filmen tilbydes et bredt udvalg i foyerens kiosk.
Ikast Bio er et fællesskab med musikspillestedet Bakkehuset og den kommunale Ikast-Brande musikskole, altså der er tale om et stort kulturcenter med mange tilbud.



Herning fik nyt
biografcenter

Af Johs. Wienberg-Larsen

1. oktober 1999

Herning har fået et nyt filmcenter, BioCity, med lærreder som husgavle og lyd som løbske jetmotorer. Jo, der bliver noget at glæde sig til for filmelskere. Inkluderet undertegnede, der naturligvis fryder sig over al den teknik og de gode, komfortable forhold, der findes i dette moderne filmhus. Tænk, seks sale med behagelige lænestole til det imponerede publikum. Jo, det skal nok trække folk væk fra flimmeræsken derhjemme.

Det ligger nok i sagens natur, at jeg glæder mig. Jeg var nemlig i mine unge dage filmoperatør i den forlængst nedlagte Bio, Søndergade i Herning. Da var der skam også knald på gryden, når en ungdommelig Poul Reichhardt foldede sig ud med al sin charme eller slog på næven, så man kiggede ængsteligt ned i gulvet; eller en purung Lone Hertz fik ens puls til at stige faretruende.
Og så teknikken; den var et kapitel helt for sig. Det kraftige lys i filmmaskinen blev til på den måde, at to kulstænger takket være en sindrig mekanisme førtes mod hinanden, og en plus- og minus-jævnstrøm sendtes igennem kullene, så der dannedes en lysbue. Det hed kulbuelys, og var varmt; både billedligt talt og rent fysisk.
Billederne på lærredet havde en flot, flødehvid tone, som også var god, da farvefilmene kom. Men systemet udviklede en gevaldig varme i filmmaskinen, der derfor var forsynet med en pejseskorsten oven ud fra operatørrummet. Jeg har nogle gange kørt film af den gamle, brandfarlige slags!
Hvis der gik ild i en film, var der kun én regel: Slukke ved hovedafbryderen, smide et asbesttæppe over maskinen - og så forsvinde ud i løb. Det var uhyre giftige luftarter, der blev udløst ved sådan en brand, der udviklede sig eksplosionsagtigt. Det forblev heldigvis kun teori i min filmtid, og efterhånden kom filmene på et ikke-brændbart plastic-materiale. Det skal lige tilføjes, at lyset i filmmaskinerne i dag frembringes ved en helt anden teknik. Xenon-lys hedder det, en slags gløde-»pære« anbragt i maskinens lampehus.
Vi fik filmene hjem via udlejeren eller fra det foregående spillested i kraftige papæsker med 600 meter film i hver. En film var fra ca. 2200 meter op til godt 5000 meter. Nu gjaldt det om at få disse 600 meter film lagt fra æsken over på metalspoler og helst uden at smide filmen hen ad gulvet. For så betød det helt sikkert aflysning af en forestilling. Hvis man én gang har prøvet at stå og rulle 600 meter film op på en metalspole, bliver man ligesom mere forsigtig i bevægelserne, når processerne udføres.

Datidens teknik - tja, der var to filmmaskiner. Når en spole med 600 meter - 21-22 minutters spilletid - var ved at være færdigspillet, blev kulbuelyset tændt i maskine to. Der lød et kraftigt piiis-s-t-t-tt, når kulbuestængerne fik strøm og lyset tonede op. Når man så to huller i et glimt i øverste højre hjørne nede på lærredet, startedes maskinen, og nogle sekunder senere kom igen to huller i filmen. Det var signalet til, at der skulle køres over på den nye maskine.
Det sidste foregik ved, at en stang, monteret på skinner, med to metal-blændelåger foran maskinernes objektiver (linser) førtes til siden. En låge gik for maskine ét, mens lågen ovre ved maskine to gled fra. Det nye billede var på, uden publikum opdagede noget. Lyden blev kørt over samtidigt, ved at en stålsplit på stangen med lågerne slog til en kontakt, idet der blev blændet over, og lyden var - vupti - med ovre på den nye maskine, mens den blev afbrudt på første maskine...

Ejnar "Kørelærer" demonstrerer, at filmmaskinen i Skodborg Bio i Forsamlingshuset stadig virker perfekt. For sidste gang satte han støm på maskinen, inden jeg overtog den med visse planer...

Ikke perfekt -


Jo, jeg har prøvet i min elev-tid at køre over til maskine to for tidligt, så der lød buuh-brøl og tramp nede fra salen. Jeg følte dog - som så ofte siden, hvis noget er gået galt - at jeg var aldeles uskyldig, for der var nogle ridser og lidt flimmer på filmstrimlen, og jeg troede at have set signalerne til spoleskift. 
»Det var sandelig en kedelig situation, Larsen«, blev der sagt med alvorlig mine fra mine læremestre. 
Jeg har også en enkelt gang ved en 16-forestilling søndag eftermiddag glemt at sætte nye kulstænger i kulbuelampen, så billedet blev noget mørkt, ja, nærmest brunt, da den ene kulstang efterhånden slap op. Biografdirektør Andersen var tilfældigvis ikke lige i biffen den eftermiddag. Nej, den med at smide filmen hen ad gulvet har jeg aldrig præsteret. Det ville også helt sikkert have givet mig et chok for livet. 

Og hvad var så det bedste? Jo, nu skal det frem: Jeg elskede at dæmpe lyset i salen. Dengang var der ikke automatisk dæmpesystemer. Jeg følte, det var sejt at dreje langsomt på håndtaget til transformeren og se ud ad glughullet i muren, hvordan folk nede i salen fik travlt med at finde deres pladser. Lyset i salen blev til skumring og efterhånden til tusmørke, og så den herlige følelse: At trykke på knappen til fortæppet - og se det store stykke stof glide til side, mens lærredet dukkede frem i baggrunden. Og så - lukke op for maskine ét og opleve Gutenberghus-reklamefilmen med de skægge scener tone op. Dengang var man ikke trætte af reklamer - fjernsynet var jo kun en bi-ting! Sikken herlig følelse!  Nå, men det var dengang; det kan ikke nytte at svømme hen i nostalgi og gamle frynser. 
De fleste ved sikkert, at lyden ligger i siden på filmen, enten som et optisk spor eller som flere magnetspor ved siden af hinanden. Sådan var det dengang. Nu om dage styrer signaler på filmen en CD-skive, som indeholder al den lyd, man kan ønske i et hav af spor - kanaler - til forstærkere og højttalere placeret rundt om i salen. Så kan en del af lyden føres til højttalere bag lærredet, andre lyde til siden og bag i salen og endelig føres en del af lyden til en kæmpe subwoofer eller to nede midt for lærredet. 

Det satte tanker i gang, da jeg på Trehøje-redaktionen læste i »Kildebakkeskolens Filmklub«s program; tænk, nederst på en side stod med store typer: »Film på rigtigt lærred«. Er det ikke herligt i disse tv-tider? Film skal nemlig ses på rigtigt lærred!
Jeg har i de unge, dristige dage haft visse planer i retning af at blive biografejer. På et tidspunkt var jeg - som tidligere omtalt - lige ved at købe Engesvang Kino af Mary og Kaj Sørensen. Men de store teatre overtog de gode film, og bundskrabet kunne gå ud til de små provins-biografer.
Jeg havde den store oplevelse at træffe Ejnar "Kørelærer" Christensen, da han for sidste gang satte strøm på det tekniske i oparatørrummet i Skodborg Forsamlingshus, og han fortalte spændende om tiden, da film var en sensation, specielt gode danske familiefilm og børnefilm lørdag eftermiddag... Kalee-Vulcan filmmaskinen fik jeg, og jeg fik den til at fungere derhjemme, men den sluttede sine dage hos en skorthandler. Synd med den flotte maskine?! Javel, men hvad skulle jeg med den. Jeg havde andre planer. Heldigvis!
Jeg tilbød nogle gange Danmarks Fotomuseum i Herning film-maskinen, mod at de selv hentede den, men de havde vist ikke den store interesse i at få den, selv om de takkede ja. 
 


Fra de gode, gamle dage:        

BioCity, ny flot biograf
i Herning

    
BioCity Herning kan bryste sig af at have Jyllands største lærred og lægger ud med gotisk gys ved premieren
- Det er Jyllands største lærred. Det er 0,2 kvadratmeter større end det, de har lavet nede i Kolding.
Peter Møller Jensen ser helt lettet ud, da han fortæller, at han fortsat kan tilbyde filmglade midtjyder at se film på hovedlandets største lærred, når Hernings nye biografcenter BioCity åbner i næste uge.
0,2 kvadratmeter svarer rundt regnet til en avis foldet sammen på midten. Det syner ikke af meget på den store hvide væg, hvor Tom Cruise og andre store filmstjerner vil tone frem på i den største af Bio Citys seks sale.
Der er lærredet på størrelse med et almindeligt parcelhus. 120 kvadratmeters lodret spillerum til kærlighed og vold, kys og skudvekslinger.

Her sætter Ejnar "Kærelærer" for sidste gang strøm på det tekniske i oparatørrummet i Skodborg Forsamlingshus - Skodborg Bio. Han fortalte, at der 1963 blev investeret i CinemaScope-anlæg og et nyt moderne højttaleranlæg. Skodborg Bio lukkede i 1971


Bedste teknik

Og det er ikke kun øjnene, der bliver taget hensyn til. Ørerne får også deres i Hernings nye biograf. Den store sal er spækket med højttalere, der kan spille så kraftigt og naturtro, at tilskuerne kan få en fornemmelse af at sidde midt på landingsbanen, når F-16 jagerne letter fra Flyvestation Karup.

Så voldsomt bliver det ikke, forsikrer Peter Møller Jensen men rent teknisk bliver det, siger han, det bedste biografcenter i hele landet.

Den store sal 1 har fået sit THX-certifikat. Det er oprindeligt lavet af Star Wars-skaberen George Lucas, der stiller detaljerede krav til lyd, lys og komfort i biografsale.

Med tiden er det målet, at alle Bio Citys seks sale skal få det eftertragtede THX-certifikat.
 

Fra de gode, gamle dage:
Gys i sal 1
Samme George Lucas får ikke æren af at se hans nye Star Wars-film tone frem på det store lærred. Den ære tilfalder den hollandsk fødte instruktør Jan De Bont. Han stod bag kameraet i film som Die Hard, Black Rain og Dødbringende Våben 3.

Hans nye film »The Haunting«, hvor han instruerer navne som Liam Neeson og Catherine Zeta-Jones, får danmarkspremiere i den store sal fredag 1. oktober.

Der vil det kolde gys strømme ud over de 280 orange sæder i den store sal. »The Haunting« er baseret på en gyserroman af Shirley Jackson og handler om en videnskabsmand spillet af Liam Neeson, der finder på at henlægge sit eksperiment i frygt til det hjemsøgte hus under foregivende at, at det drejer som forskning i søvnløshed. Der venter de intetanenende forsøgskaniner et mareridt i det hjemsøgte hus.

BioCity i dag ligner også et hjemsøgt hus. Håndværkere tumler stadig rundt mellem hinanden og bunker af ledninger, tømmer og maskiner.

Fredag eftermiddag myldrede teknikere rundt for at finindstille lydanlægget og de seks computerstyrede fremvisere rullede film på film op.


Mere fra de gode gamle dage: 

Galla for unge og håndværkere

BioCity er opført og ejes af Nordisk Film Biografer A/S. Peter Møller Jensen bliver ansat som direktør. Det ventes, at 180.000 filmelskere vil løse billet til en film i BioCity om året.

Biografcentrets seks sale rummer fra 280 pladser til 98 i den mindste sal. Den får et lærred, der er lige så stort som det største i Cinema Center, som viser sin sidste film på onsdag. Samme aften ruller en gallapremiere i BioCity, hvor den danske børne- og ungdomsfilm »Falkehjerte« først vises og om aftenen er det »Kærlighed ved første hik«.

Tirsdag aften er der en helt speciel premiere. Der er de håndværkere, der på rekordtid har stablet Hernings nye filmmekka på benene, inviteret sammen med deres koner og kærester ned for at se film.

Godt 200 vil kunne glide ned i de orange sæder i sal 1 og få Star Wars Episode 1 at se i den sal, som George Lucas har godkendt.

Nu nærmer sig tiden. For ti måneder siden blev første spadestik til BioCity taget. Siden da har biografdirektør Peter Møller Jensen drønet rundt som en flue i en flaske. I næste uge kan han sammen med alle andre filmelskere læne sig tilbage i sædet og lade filmstjernerne komme til sig.

Ejnar "Kørelærer" - Ejnar Christensen - tænder for sidste gang filmmaskinen i den gamle biograf... Direktør Ejnar Christensen åbnede Skodborg Bio i 1948 med plads til godt 200 personer. Det skete i Skodborg Forsamlingshus. Skodborg Sogneråd var bevillingshaver.

 

Fra de gamle aviser:
Film skal ses i byens
nye biograf

Herning Biocity inviterede håndværkere til snigpremiere i Hernings nye imponerende biograf
I filmmagasinet Bogart slutter Ole Michaelsen tv-programmet af med at sige, at film skal ses i biografen.
Mange har sikkert siddet i Hernings gamle biograf i sal tre eller fire og tænkt, at det egentlig kunne være lige meget. Filmlærredet var lille, lyden ordinær, og sædet kunne trænge til en polstring. Faktisk har mange hjem efterhånden et hus-alter, højttalere og lænestole, der næsten kunne måle sig med byens biograf.

Sådan er det bestemt ikke længere. I aftes var der snigpremiere i byens nye biograf, der er udstyret efter alle kunstens regler med hensyn til billede, lyd og komfort. Og det er en oplevelse, man bestemt ikke må snyde sig for.
Den futuristisk udseende biograf ligner en bygning, der lover, at herinde venter oplevelser ud over det sædvanlige. Det grå og metalliske interiør er med til understrege, at man nu træder ind i fremtidens biograf. Heldigvis er der også brugt træmaterialer i foyer'en, så stedet ikke virker koldt.
Foyer'en lover dog ikke mere, end biografsalene sagtens kan holde. Lærredet er gigantisk, lyden er fænomenal og de bløde biografsæder kan endda vippes tilbage, så man synker endnu bedre ind i filmens univers.
Der er heller ikke en finger at sætte på benpladsen eller udsynet. Salen hælder så meget, at personen i sædet foran skal være professionel basketballspiller, før han generer.
Skulle man anmelde biografen som når man anmelder film, må byens nye bygning stå til seks stjerner med kryds og slange.

For håndværkerne har det sikkert været irriterende strenge krav, hvor de blandt andet har gjort meget ud af at lydisolere de enkelte sale, så man ikke generes af andre film. Salen er også spækket med højttalere, så alle i salen får en flot og fængslende lyd. Og det virker. Når rumskibene i stjernekrigen fløj forbi på lærredet, var det næsten som at være med ude i rummet. Motorlyden brummede i mellemgulvet, så det var en fryd.
Lærredet er et kapitel for sig. Det er Jyllands største og er ganske enkelt så stort, at man ikke kan have det hele i sit synsfelt på en gang, hvis man sidder på de nederste rækker.
Byens nye, flotte biograf må kunne lokke midtjyderne til. Film skal helt bestemt ses i byens nye biograf.



Slut med filmstrimlen
Du har måske gættet det? - Film er noget klodset stads, der sendes rundt til biografteatrene på store spoler. 35mm film fylder og vejer, og det kræver et stort mekanisk apparatur at vise dem i biograferne.
Januar 2012 er det slut med traditionelle 35mm film i Hernings biografcenter, BioCity. Fremover er alt digitaliseret - film fremsendes på skiver eller on-line, de loades ind i store computere og fremvises digitalt på helt specielle, fantastiske projectorskærme, og et hav af højttalere rundt i salen bringer en lyd ud til publikum, man hidtil kun har drømt om.
Fremtiden er digital. Der er ikke nær de store omkostninger ved at mangfoldiggøre film i digitaliseret form, som ved de gammeldags 35mm filmstrimler. En Biograffilm kostede op mod 20.000 kr. at kopiere. - En digitaliseret film: 0 kr.
Film skal stadig ses i biografen...!


Fantastisk oplevelse, da jeg spillede på Anton Stormlunds Christie Kinoorgel