VEST-EGNEN


   - EN RUNDTUR
   I HISTORIE, KULTUR
   og NATUR

Klik på et emne i det grønne bælte ude i venstre side    



Mørupstenen

Husk lige, at Danmarks næststørste sten ligger gemt i jorden syd for Snejbjerg

     

Jyllands største sten - landets næststørste - er en sensation på 500 tons

*

Den bør egentlig fritlægges, nu omfartsvejen er ført tæt forbi!

- Der er ikke langt derud. Fra Snejbjerg, bare ud ad Studsgårdvej og så til venstre, ad Bliddalvej, videre cirka 400 meter, så er du der ved P-pladsen med informationstavle og affaldsbeholder.

Jeg overtalte lærer Frede M. Andersen, Snejbjerg, til at tage med ud til denne naturens sensation. Og mens vi kører ud til den kæmpestore sten, fortæller vi hinanden beretninger om stenen. Jeg kan f.eks. huske gdr. Otto Knudsen, Snejbjerg, fortælle, at der er sprængt materiale, en større flade, til en gravsten, der i dag står på Snejbjerg kirkegård. Man har også engang forsøgt at sprænge stenen i stumper og stykker, men det lykkedes ikke. Der smuldrede kun lidt af den ene side i stenens overflade. Stenen blev fredet i 1932.
Nu er der da chance for, at offentligheden kan få lejlighed til at se Mørupstenen.

Man har som bekendt ført ringvejen, forbindelsen til motorvejen, uden om Snejbjerg, og denne vej føres netop tæt forbi stenen, dér lige syd for Snejbjerg. Nu kunne man med simple midler - og et par gravemaskiner - fritlægge stenen, så den for alvor kunne komme til ære og værdighed. Men det kræver sikkert en række myndigheders indgriben og godkendelse, så der kan formentlig gå år, før dette ret enkle ønske bliver opfyldt.
Frede Andersen fortæller mig et sjovt træk.
- En dag jeg var på cykeltur ad Mørupvej var en familie stoppet op. Manden stod og læste teksten på informationstavlen, mens moderen og de to børn opmærksomt kiggede på den spærre- og dekorationssten, der er sat op ved sti-anlægget op mod Mørupstenen. »Det var pokkers, er det virkelig det hele?!« udbrød manden. Han troede, spærrestenen på P-pladsen var selve Mørupstenen..!


- Man bliver måske en anelse skuffet, når kæmpestenen åbenbarer sig for ens blik. For det er ikke så meget, der rager op over jordoverfladen. Kun en stor, ujævn, rå og ru stenflade, 8,6 m lang, ca. 4,4 m bred, vel stikkende godt en halv meter op over jordfladen. Man har konstateret, at kæmpe-stenen er af bjergarten larvikit , og er en af landets største vandreblokke fra forrige istid.
- Men tænk så på, at den rager godt 4 meter ned i jord
en, og den vejer godt 500 tons. Stenens rumfang er 185 kubikmeter! Det har kyndige regnet ud, fortæller Frede M. Andersen.
Han kan opklare, at Mørupstenen først kom til o
ffentlighedens kendskab i 1884, hvor man i avisen kunne læse: »I Mørup i Rind er man truffen på en usædvanlig stor sten. Den måler 16 alen i længde, 7 i bredde og man har gravet over 2 alen ned ved siden uden at være kommen under den«.
- Man kan så undres over, at den først omtales så sent, for den har faktisk ligget på stedet i mindst 15-20.000 år, bragt hertil af istidens gletschere og efterladt, da isen smeltede bort, og det altså længe før Danmark og danerne eksisterede.
- Nu er ret så store sten jo ingenlunde noget ukendt her i området, fortæller Frede M. Andersen. - Ofte er de fundet på marker og ved anlægsarbejder for så med vor tids kraftfulde maskinpark at blive bragt til ære og værdighed ved gårde og i anlæg. Men nogle ligger - i kraft af deres størrelse - stadig der, hvor isen lagde dem.
- Vi kalder dem »vandreblokke«, og de er som regel mærket af fortidens lange rejse ved afrundede kanter og afglattede overflader. Nogle af dem bærer tilmed ridser af senere sten, der tunge har skuret hen over dem, og sådanne ridser eller »skurestriber« kan for os være et værdifuldt vidnesbyrd om isens bevægelsesretning.
Frede M. Andersen fastslår, at der er grund til at værne om disse vore ældste fortidsminder, og Mørupstenen er en af dem.
- Selv ikke i dag har man kunnet grave den helt fri, fordi et underliggende vandførende sandlag gør det umuligt. Men som den ligger der, halvt frigjort, er den efter alt at dømme landets næststørste sten og overgås kun af den fynske Hesselagersten.
- Geologisk set fortæller den sin egen rejsehistorie. Den er af larvikit, som kun findes i det sydlige Norge vest for Oslofjorden, og dermed kan vi ane dens rejserute fra nord tværs over det langt senere Skagerrak og Nordjylland ned til det midtjyske.

- En sådan stor blok på åbenmark har givetvis drillet og irriteret skiftende jordejere, og man har da som bekendt i tidens løb forsøgt at få den fjernet, sprængt. Således vides det, at man i 1920’erne forsøgte at sprænge den med dynamit, men stenen gav sig ikke, og resultatet blev kun stykvise og stadig synlige afsprægninger.
I 1932 fredede man imidlertid sten og nærområdet i en afstand af 2 meter fra stenen. Siden da har den ligget til offentligt skue med sikret adgang, og man kan undres over, at den ikke har tiltrukket sig større opmærksomhed.
Mange har set og kender den mindre Rokkesten på Bornholm, og talrige skoleelever har på ture eller lejrskoler klatret rundt på Dybbøls stene, men Mørupstenen er forblevet om ikke ukendt, så dog ubesøgt.
I dag er den anført i de lokale turistguider og er også nævnt som en seværdighed i flere tur-brochurer. Den offentlige adgang er tilmed yderligere blevet sikret ved førnævnte parkeringsplads og stianlæg, så nærboende lodsejere ikke bliver unødigt generet.
Men den ligger altså ikke helt ude ved vejkanten! Man skal ud af bilen - eller parkere den to-hjulede - og gå det sidste stykke hen til det sted, hvor den altid har ligget - i hvert fald i flere tusinde år.

Nu er den nye øst-vestgående ringvej ført uden om Snejbjerg by. Forhåbentlig vil ellers travle bilister give sig tid til at køre det korte stykke til P-pladsen ved stien, der fører op til Mørupstenen - vel at bemærke, hvis myndighederne ta’r sig sammen og får sensationen fritlagt.

500 ton Mørupsten - Ikke meget ses over jorden...

Sparekasse-plantagen

Sparekasseplantagen ved Snejbjerg  

1904 købte tilsynsrådet ved Snejbjerg Sparekasse et stykke jord af Thomas Kr. Olsen, Snejbjerg Mark. På arealet lå et par faldefærdige huse, som ikke længere kunne bruges til beboelse. Disse to beboelser havde tilsammen 50 tdl. hede og egekrat. Senere blev der købt nogle små tilstødende hedeparceller op, så sparekassen kom således til at eje 62 tdl. hvoraf halvdelen var dyrket, og resten var hede. Man sanerede området, og hele arealet, der egnede sig godt til skov, blev under Hedeselskabets ledelse beplantet. 

Allerede i 1925 var træerne så store, at en udtynding  var nødvendig. Træerne blev solgt på auktion, som blev afholdt flere gange frem til 1940. Ved en storm i 1953 væltede mellem 7000 og 8000 træer i sparekassens plantage, og dette år gav skoven et overskud på 42.500 kroner.

Skoven kom ikke sammenslutningen med de andre pengeinstitutter ved, idet den overgik til en selvejende institution, som i dag ledes af et legatudvalg. 

Plantagen er et besøg værd, og på en åben plads i skoven blev der bygget en skovhytte, som ligger der endnu. Her kan man tage ud med sin søndagskaffe og nyde det smukke område.



Galgehøjen ved Snejbjerg

I dag ren idyl. Den sidste henrettelse på »Galjebakken« ved Studsgårdvej i Snejbjerg blev foretaget den 7. marts 1737.  Det var dér den sidste hængning i Hammerum herred foregik, nemlig da hestetyven Jens Pedersen Lyk blev hængt. Han var brudt ud af arresten i Lemvig og havde stjålet to heste. - Jeg husker Otto Knudsen, nu afdød Snejbjerg-borger, kaldte stedet for Galgehøjen – ikke som flest siger i dag, Galgebakken.


GALGEHØJEN - I dag - en smuk forhøjning i landskabet. Tidligere forbrydernes skræk...