Tjæreovnene i Hesselvig Plantage
Fint mål for søndagsturen -

De eneste bevarede tjæreovne
i landet findes i
Hesselvig Plantage


Fungerede fra 1910 til
umiddelbart efter 2. verdenskrig

Besøg denne kulturhistoriske perle,
som ligger nær Skarrild - et minde
om et uddødt erhverv

Vi er i Midt-Vestjylland, syd for Herning. Skal søndagsturen gå til et særdeles spændende og naturskønt område, må det være til Hesselvig Plantage nær Skarrild i tidligere Åskov kommune. To gamle tjæreovne er istandsat og restaureret for at minde om et gammelt erhverv, der forlængst er uddød. Der er udmærket skiltning hele vejen, men et lille stykke er der grusvej. I øvrigt ligger stedet ikke så langt fra Skarrildhus.
Istandsættelsen og genopbygningen af det lille industrianlæg i Hesselvig Plantage er sket ud fra ønsket om at kunne vise produktionen af trækul og trætjære og samtidig formidle et stykke kulturhistorie fra en periode i plantagedriften i første halvdel af vort århundrede.
De to restaurerede tjæreovne er i dag - så vidt jeg ved - de eneste bevarede. Til anlægget hører også den nu genskabte tørrelade og et selvstændigt motorhus, med en petroleumsmotor, som har drevet en stationær rundsav til afkortning af grene til brændingen. Det vil sige, den nuværende petroleumsmotor er skænket af elinstallatør Eilif Fjord Thomsen, Snejbjerg, efter at den første var blevet stjålet. Han oplevede i øvrigt det tragiske flystyrt nær Skarrild under kirgen, som er omtalt andet sted. I tørreladen kan man sidde afslappet og nyde den medbragte kaffe, mens tankerne går tilbage til hine tider, da der var erhvervsmæssig aktivitet på stedet.
Ovnene er opført som murede, hvælvede konstruktioner med lodrette gavle, skråt aftrappede sider og tøndehvælvet overdækning. Fra forsiden har man kunnet fyre ind i hulrummet omkring det indre ovnkammer, hvori træer et blevet svedet til trækul og tjæren har samlet sig i bunden.
Produktionen forløb på den måde, at ovnkammeret fyldtes med opstablet træ, hvorefter åbningen i gavlen blev tillukket med en jernplade, klinet til med ler.
Derefter er der, gennem de to indfyrings-åbninger på hver side af det indre ovnkammer, fyret kraftigt. Ilden og varmen har smøget sig omkring ovnkammeret og bag om dette med aftræk til skorstenen ved baggavlen. Efter 3-4 dages fyring var træet omdannet til trækul.
Ovnens gulv er udformet med ret kraftigt fald mod to afløbsriste, hvorfra trætjæren gennem glaserede lerrør løb frem til opsamling i en muret tjæregrube bag ovnen.
Efter afkøling, efter 3-4 dages varighed, blev trækullene taget ud, og ovnen var klar til næste brænding. Med de to ovne har man kunnet holde produktionen kontinuerligt i gang, idet opvarmnings- og afkølingsperioden har skiftet mellem de to ovne.

Trækul var populært
Herhjemme var trækul en forudsætning for jernudsmeltning i jernalderen, idet trækul var det eneste dakendte brændsel, der kunne frembringe tilstrækkeligt høje temperaturer. Omkring reformationstiden brugtes der så store mængder trækul, at den mere rationelle milebrænding må have været almindelig.
De jyske heder var i århundreder meget fattige på skov. Tilplantningen begyndte i 1788 med statsplantager, og med Det danske Hedeselskabs stiftelse i 1866 tog genrejsningen af skovene for alvor fart.
Trods beskedne vækstvilkår stod man hurtigt over for en nødvendig udtynding af de etablerede plantager. Dette arbejde ville have kostet yderligere investeringer, hvis man ikke havde indført en teknik, der gjorde det muligt at udnytte de relativt tynde træstammer og grene med et positivt økonomisk resultat.
Her kom trækulsbrænding i de jyske hedeplantager ind i billedet. Ser man på ældre kort, udarbejdet af Geodætisk Institut over plantageområderne syd for Herning, vil man enkelte steder se betegnelsen kulmile, der vidner om, at denne aktivitet har fundet sted i tilknytning til plantagedriften.

Kulsvierne
Brændingsteknikken har vi lært fra vore omgivende skovlande. Fagfolk har fra tid til anden været hentet fra f.eks. Sverige og Tyskland for at give deres viden videre til danske kulsviere. Kulsvierne har i historien været omtalt som et noget særligt folkefærd.
Den tidlige udnyttelse skete, som det var almindeligt i de gamle skovegne dengang, i miler, men meget hurtigt begyndte man at interessere sig for en effektiv udvinding af trætjæren. Man sendte folk ud i den store verden for at studere emnet, og på basis af disse studier udviklede Hedeselskabet sin egen model på en tjæreovn, som de, der kan ses her i restaureret stand. Typen er udviklet med en russisk model som forbillede.
Den samtidig udvinding af tjæren forbedrede økonomien i denne tidlige industrivirksomhed betydeligt. Kullene blev anvendt til industriformål, opvarmning, madlavning, samt til indblanding i svine- og hønsefoder. Det sidste havde god effekt over for visse sygdomme. Den udvundne tjære blev oprindeligt brugt til vedligeholdelse af træværk på bygninger, imprægnering af fiskegarn, samt imprægnering af hegnspæle.
I alt blev der i begyndelsen af 1900-årene opført over 20 trætjæreovne i forskellige plantager, og de her restaurerede ovne har været i drift fra omkring 1910 til årene efter 2. verdenskrig. Herefter samlede Hedeselskabet brændingen af trækul og -tjære på en træindustri i Brande, som var i drift til omkring 1970. Kullene blev i nyere tid solgt blandt andet som grillkul.

I 20'erne faldt salget af trækul, og man eksperimenterede derfor med nye anvendelsesområder. I 1929 blev der således fremstillet en danskbygget generatordrevet lastbil, som anvendte trækul.
Bilen fungerede tilfredsstillende, men som det så ofte ses, gjorde beskatningsforholdene alligevel generatordriften uøkonomisk i forhold til benzin.
Der findes ikke nogen komplet opgørelse af det samlede omfang af kul- og tjærebrænding i Danmark.