Antal besøg:

Click here to try it FREE

Tulstrup - og vandrerhjemmet Knudhule

En høstsang

Til høsten

 

Af Jens Erik Balle

 

Melodi:  Vi er børn af sol og sommer

 

1 Vi i dag for høsten takke

For det som vi også får.

Vi er ikke alle sammen

Dem som lever af vor jord.

Men vor løn kan også lignes

Med et godt og frugtbart år,

derfor lad os alle takke,

sige Gud en tak så stor

 

2 Vi vil mindes gamle dage,

da var høsten nummer et;

her kom alle mand af huse,

det har vi på film jo set.

Der var en som brugte leen,

så kom pigen og bandt op,

så blev negene jo samlet,

Sat  i sæt  det var da flot

 

3 Når det så var modnet færdig,

måtte alle hjælpe til,

for der var jo også vejret,

som skul' tages hensyn til.

Negene de blev behandlet

med ærbødighed så stor,

for det var da også lønnen,

som skul' bruges næste år

 

4 Her i dag er andre tider,

lidt af charmen er gået tabt,

for der kommer en maskine,

som jo hurtigt ordner alt.

Den kan både høste kornet

og den knuser halmen nemt,

og med kornet ja så kommer

der en bil og kør det hjem.

 

5 Snart er marker atter grønne,

og  en  ny høst er på vej,

og hvis I derpå vil skønne,

er  der nok der glæder mig.

Vor natur den er da herlig,

lad os nyde den hver dag,

og den er jo også gratis,

men det er en anden sag.

 

                                     J/E

Ovenstående høstsang, forfattet af Jens Erik Balle,
blev sunget i Tulstrup Præstegård ved en sammenkomst
efter høstgudstjeneste i Tulstrup Kirke.

Klip og erindringer

Tulstrup og Knudhule
ved Ry

Forslag om Wienberg-vej
eller en Wienberg-plads
i Ry-området
Ønskes opkaldt efter
stifteren af Knudhule

- Den slags bruger vi ikke,
hedder det fra kommunen 

Det er en naturens perle, Tulstrup, beliggende ved Knud Sø, nær Ry. Ved søen ligger Knudhule, bygget i 1936 af sognepræst Ernst Joseph Wienberg.
Knudhule hed oprindeligt Tulstrup Ungdomsherberg, senere Tulstrup Vandrerhjem eller Knudhule Vandrerhjem. Det blev indviet 28. juni 1936. Pastor Ernst Wienberg havde forud for indvielsen lagt stor energi i at få dette vandrerhjem etableret. Det skete i samarbejde med skotøjshandler Hauge og andre initiativrige personer. De havde fået samlet ca. 10.000 kr. ind til opførelsen. Ideen havde Wienberg fået fra rejser rundt i Tyskland, hvor vandrebevægelsen allerede var etableret.

Vandrerhjemmet blev under krigen 1940-45 beslaglagt af tyskerne i flere omgange. Først de tyske flyvere, der var udstationeret på flyvepladsen ved Gl. Rye. I 1943 var det en transportkolonne, der krævede huset til sin rådighed. Ved krigens slutning var Knudhule lejr for tyske flygtninge. Det var senere Røde Kors, der overtog faciliteterne, hovedsagelig med indkvartering af flygtninge fra de baltiske lande, Polen og Rusland.
Knudhule vandrerhjem, nu kursus- og feriecenter, har en beliggenhed, der er ganske enestående, med direkte udsigt til Himmelbjerget og med en fantastisk strand med blåt flag.
Nu har ejerne besluttet, at det kun skal hedde »Knudhule« - ikke vandrerhjem. På Knudhule er i dag rige muligheder for overnatning, kongresarrangementer og fester. Der er festsale, spisesale, mange værelser og en række hytter.
Vi i familien har flere gange holdt sammenkomster på Knudhule, og kan bl.a. fortælle, at det fantastiske køkken altid serverer første klasses mad. Det roses viden om og er faktisk et helt kapitel for sig. Og naturligvis glæder vi os alle over den utrolige natur ved den herlige bade- og bådstrand med udsigt til bl.a. Himmelbjerget, naturens eget kunstværk.

Knudhule, nu kursus- og feriecenter

Vægmalerier - kun et minde...


Jeg kan huske fra min barndom, at der var en serie flotte »kalkmalerier« - vægmalerier - i den store spisesal på Knudhule Vandrerhjem. Denne sal hedder i øvrigt »Wienberg-stuen« i dag. Der er vist desværre ikke gemt fotografier overhovedet af disse billeder, der illustrerede et gammelt sagn om Grev Gert - den kullede greve - der sænkede sin pengekiste i Knud Sø. Skulle nogen ligge inde med billeder af disse malerier, vil jeg være ubeskriveligt glad for at låne dem til kopiering. Og hvem var mon kunstneren, der lavede disse malerier? Et godt spørgsmål, som desværre ingen endnu har bragt svar på.

 Mindeplade ved
hovedindgangen
På en sten ved hovedindgangen kan gæsterne se en mindetavle for vandrerhjemmets skaber, pastor Ernst Joseph Wienberg. Der er stadig fem direkte efterkommere efter pastor Wienberg, og det er på deres initiativ foreslået over for Skanderborg Kommune at opkalde en gade, vej eller plads efter manden, der skabte Knudhule Vandrerhjem. Dette vandrerhjem, som var det første etablerede vandrerhjem i landet, har haft og har stadig stor betydning for området.
Idéen om at opkalde en vej eller plads efter Knudhules skaber blev i sin tid positivt modtaget fra kommunal side - men der er endnu ikke er sket noget konkret. På forespørgsel hedder det fra kommunen, at man ikke bruger at opkalde efter kommunens beboere.

Hvorfor hedder stedet Knudhule? Et gammelt sagn fortæller, at røveren Knud havde sin hule i bakkerne. Derfor...? Røveren Knud kom i øvrigt frem fra sit skjul for at deltage i festen ved genindvielsen af mindepladen. Så kunne folk konstatere, at han er en ganske god modig røver..! B ag Knud var skuespilleren Henrik Hansen.

Tulstrup Kirke
Er man på Ry-egnen og besøger Knudhule med den vidunderlige badestrand med sit blå flag, er det en naturlig ting at besøge Tulstrup med den smukke kirke. Det er ganske sjældent, at man i Danmark kan stå og se over på en landsby, der faktisk ligger op ad en skråning. Men sådan ligger altså Tulstrup, set ovre fra Ry, fra sydsiden af Knudsø.
Har Tulstrup Kirke i forgangne tider ligget frit på skråningen? På sine rejser har kongen passeret forbi. Kirken ligger ved den gamle kongevej mellem Skanderborg og Viborg.
Vi er blevet så vant til, at kirker i Danmark er selvejende, at vi studser, når vi hører om en kirke, der var personligt ejet, sådan som f.eks. visse godskirker stadig kan være det. Men overgangen til selveje skete for mange kirker, bl.a. Tulstrup, først midt i dette århundrede.
I middelalderen var det muligvis den katolske kirke som institution, der ejede Tulstrup Kirke, det ved man ikke. Ved Reformationen tilfaldt den kronen. 1719 blev den henlagt under Skanderborg rytterdistrikt. Fra 1767 har kirken private ejere. Bl.a. har en ejer af Kielsgaard, C. V. Dehlholm, ejet den. Fra 1894 var den ejet af »beboerne«. I 1950 overgik den til selveje, og denne ejerform er stadig gældende for den.

 Enkel kirke
Udvendig er Tulstrup Kirke så enkel som vel muligt. Derved er den også rolig og renfærdig, og den er harmonisk i sine proportioner. Skibets ældste del er fra omkring år 1200, kullet, altså uden tårn. Denne del og koret står på en sokkel og er rejst i veltilhugne kampestenskvadre, enkelte af dem helt op imod to meter lange.
Den lille apsis er derimod bygget af frådsten og rå kamp. Dens ujævne mur anes under den kalkede overflade.

Hvad er denne »Frådsten«? Frådsten kaldes også kildekalk, en porøs kalksten, dannet ved kilder, som indeholder megen »bikarbonat« med den kemiske betegnelse Ca(HCO3)2. Idet vandet kommer op i luften, damper CO2 væk, og tilbage bliver vand og kalk. En uopløselig kalk, der aflejres som frådsten. I frisk og våd tilstand kan stenen forarbejdes, men som tør er den hård og vejrbestandig.
Den blev altså anvendt som byggemateriale til nogle af de ældste Kirker. Ved Elverdammen nær Roskilde findes kalkstensaflejringerne også som søaflejringer - søkalk. Frådsten blev også brugt til fremstilling af mørtel.

I øverste skifte på korets sydside, lidt til højre for vinduet, er sat en næsten sort sten, formet lidt i lighed med en flaske. Er der mon tale om en håndværker-spøg? Omkring år 1500 er skibet blevet forlænget mod vest. Forlængelsens murværk er bygget af tilhugne kampestenskvadre hentet fra den oprindelige vestgavl og blandet med munkesten. Våbenhuset ved Tulstrup Kirke er bygget i anden halvdel af 1800-tallet. Det afløste en bindingsværksbygning. På skibets nordside ses den tilmurede kvindedør med en tympanon - overligger - der viser tilbedelsen af Maria. Dørens øverste kampesten viser ærkeenglen Mikael som dragedræber, mens den vestre bærer en akantus-ranke, der er blevet beskrevet som »sjælen smukt udviklet«.
Mandsdøren skal man ind i våbenhuset for at se. Dens tympanon, som sandsynligvis er af samme mester som kvindedørens - og døbefontens? - viser den korsfæstede med en engel på hver side. I den vestre karmsten er hugget en person med hue og bispestav og i venstre hånd noget der ligner en skralde. Der foreligger ikke noget om, hvem det kan forestille. Den østre karmsten viser to stiliserede løver.
De oprindelige romanske vinduer i skibet og koret er tydeligvis gjort større i gotisk tid. I murværket kan skelnes et par af de nu tilmurede romanske vinduer, bl.a. det udefra tilmurede »spedalskhedsvindue«, hvorigennem de spedalske kunne følge gudstjenesten fra kirkegården. I apsis er endnu et romansk vindue bevaret som udvendig niche. Indvendig er kirken som dens ydre. Den middelalderlige kirkes grundplan står klart frem. Væggene står tilsyneladende uden anden »udsmykning« end nummertavler, en tavle »Series Pastorum« på vestvæggen og lange knagerækker på sydvæggen til mændenes hatte. Men man skal ikke overse de to »kragbånd« i granit som afslutter korbuen forneden. De er udfyldt med rankeslyng. Forneden til højre for korvinduet ses den indvendige del af føromtalte spedalskhedsvindue. I loftet ses bjælkerne som bærer dette.
Gamle dokumenter fortæller om hyppige udskiftninger af loftsbjælker, så næppe nogen af dem er jævnaldrende med murværket, men de fleste dog gamle nok til at være tilhuggede med økse.

Kalkmalerier
Der har været kalkmalerier på skibets østvæg, endda romanske og tildels meget fine, men alligevel så ufuldstændigt bevarede, at man har valgt at kalke dem over igen. Kun i den sengotiske vinduesniche i korets sydvæg fra omkring 1500 er nogle sengotiske kalkmalerier bevaret: Århus-bispen Niels Clausens våbenskjold og noget ornamentik.
Det ældste inventar er døbefonten af granit med 2x2 indhugne løver med fælles menneskehoved og mellem to løvebagdele en engel. Ligesom dørenes udsmykning tilskrives fonten den såkaldte »Sjørslev-gruppe«. Altertavlens hovedstykke er et maleri på træ fra omkring 1590 med korsfæstelsen som mo-tiv, inspireret af træsnit af Albrecht Dürer. Træværket omkring selve billedet synes at være fra samme tid. Tre engle i hver sit felt flyver over hovedbilledet, og i topstykket flyver en due mellem skyer. To masker - løvehoveder? - kigger frem øverst på de »storvinger« der flankerer selve tavlen. På altertavlens fodfelt er malet et ord fra Matthæus-evangeliets kap. 11, v. 28: »VENITE AD ME OMNES QVI LABORATIS ET ONERATI ESTIS, ET EGO REFICIAM VOS«: Kom til mig, alle I som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.
Alterbordets forside er beklædt med et klæde, et såkaldt antependium, som er designet af Flemming Bau og vævet af Inge-Lise Bau. I alterskranken fra 1976 er indsat to låger fra omkring 1740 med ornamentik og et monogram, måske dronning Sophie Magdalenes. Vi gamle husker Thorvaldsens flotte Kristusfigur, som stod på alteret indtil den sidste restaurering. Prædikestolen fra omkring 1550 er enkel og fin renaissance. I begyndelsen af 1600-tallet tilføjede Jesper Maler fra Linå med megen stilsans dens opgangspanel og lydhimmel. Bænkene er kommet til i samme tidsrum - omkring 1585. Deres gavle er næsten alle ændret siden, en enkelt har endnu den oprindelige roset. Under kvindesidens nuværende sæder finder man stadig de gamle.
Bænkgavlene i nordre side er lidt lavere end i søndre. Over indgangsdøren hænger et bjælkestykke, som efter nogles mening har siddet i den bærende konstruktion under prædikestolen. I så fald stammer det muligvis oprindelig fra et gravmæle. Andre mener det stammer fra en af de udskiftede loftsbjælker.
Orglet er bygget af Jydsk Orgelbyggeri og blev taget i brug i 1967. I 1983 blev der føjet en subbas til.

 Grev Gerts kiste
Nederst i kirken står en stor jernbeslået egetræskiste. I folkemunde hedder den »Grev Gerts kiste«. Sagnet går, at den kullede greve, mens han havde opslået sit kvarter i Tulstrup, kom ud for så alvorligt et optræk til mytteri blandt sine soldater, at han måtte udbetale alt hvad der var i hans pengekiste. Da den nu var tom, lod han den stå i kirken. Men Nationalmuseet konstaterer, tørt, at den nok har været kirkens første pengeskab, hvori man har opbevaret dens dokumenter og måske andre værdigenstande.
Kirkens klokke hænger i en stabel ude på den aflange, næsten rektangulære kirkegård, der omgiver hele kirken. Indskriften på klokken fortæller bl.a., at den er støbt i 1652 af en klokkestøber i Odense, og skænket kirken af to af dens kirkeværger. Indskriften lyder: »ANNO 1652 HAVER JENS BERTELSEN OC LAVERS BERTELSEN KIERCKEVERDER LADE STØBE DENNE KLOCKE PAA KIERCKENS BEKAASTNING GVD TIL ERRE OC OS TIL GAFV SAA STØBER VI DIG I JESV NAFN«.
Kirkegården er mod nord og vest indrammet af et gammelt gærde af marksten med enkelte store træer i. Mod syd og øst af en mur af ensidigt tilhugne kampesten, der mod øst har støbt afdækning med cementsvumning indvendig. Sine bygningsmæssige og historiske kvaliteter ufortalt er Tulstrup Kirke ikke noget museum, men det hus som nu gennem 800 år har dannet ramme om gudstjenesten for menigheden i Tulstrup sogn og gør det den dag i dag.
Ernst J. Wienberg - præst i Alling-Tulstrup 1931-39

Præsten, der tog initiativ til Danmarks første etablerede vandrerhjem:


Glimt fra
Wienberg-slægtens historie:

Elly og Ernst Joseph
Wienberg, præstepar
i Tulstrup ved Ry

- samt Carl Christian Wienberg,
Haderslev


Ernst Joseph Wienberg var født 16. november 1894 i Sønder Balle, Hoptrup sogn. Hans forældre var missionssekretær i Breklum, lærer Christian Frederik Wienberg og Maren Nicoline Holm. Ernst Joseph Wienberg blev gift med Elly Hesselhøi Hansen i Dalum Kirke 22. september 1931. Han døde efter kort tids sygdom på Silkeborg Sygehus 14. oktober 1939 og blev begravet i Odense 20. oktober 1939.
Elly Wienberg blev gift med lærer Per Sørensen i 1947. Han havde siden 1935 været lærer i Jaungyde (oprindeligt stavet Javngyde).
Elly Hesselhøi var født i Odense, Sct. Knuds Sogn 1. januar 1909 og døbt i Sct. Knuds Kirke 7. februar 1909. Hun døde 21. januar 1985 og blev begravet fra Brønshøj kirke fredag den 25. januar 1985.
Pastor Wienbergs far skrev bl.a. »Sønderjyllands indsats i Verdensmissionen«. Selv deltog Ernst Wienberg i 1. verdenskrig, fra 1916 som løjtnant i infanteriet, fra 1917 som flyverløjtnant.
Efter krigen var han landbrugselev og kom på Dalum Landbrugsskole. Han kom i IM i Odense og der traf han Elly Hesselhøj, sin tilkommende hustru.
Ernst Wienberg blev indsat som præst i Alling-Tulstrup 12. oktober 1931. Han søgte, som han selv udtrykte det, at være præst for alle i sognet; han gik meget på husbesøg, samlede unge og ældre i præstgården. Tillige blev han ofte brugt som taler rundt i landet, og han ledede et basunorkester, som tog med ham ud til møder og spillede i Alling og Tulstrup kirker.
Specielt huskes han og hustruen for indsatsen med vandrerhjemmet Knudhule. Han kendte »vandrefuglebevægelsen« fra Tyskland, og da han fik mange henvendelser fra spejdere, ungdom og turister om indkvartering på den smukke Ry-egn, besluttede han at oprette vandrerhjemmet.

Hans værk, et praktisk monument over egnens sognepræst, Tulstrup Vandrerhjem, »Knudhule Vandrerhjem«, blev indviet 28. juni 1936 og hed i starten Tulstrup Ungdomsherberg. Det var det første etablerede vandrerhjem her i landet.
Da pastor Ernst Wienberg døde i 1939, efterlod han fire små børn – og et femte var på vej. Familien boede på Knudhule til 1947.
De fem børn er:
Martha Elisabeth, f. 2/7 1932. Karl Erik, f. 12/11 1933. Frederik Kristian, f. 7/8 1935. Anna Marlene, f. 14/7 1938 og Ernst Johannes, f. 14/3 1940.
Den yngste blev i sit første leveår adopteret af ægteparret Charlotte og Ejnar Larsen, Skovsrod.
Det skal lige nævnes, at efterfølgeren i embedet (9. februar 1940 til 16. september 1964) i Tulstrup Sogn blev pastor Erling Bolwig.

Christian Frederik Wienberg

og Maren Nicoline Holm

I 1890, da Christian var 27 år, tog han lærereksamen i Haderslev. Han blev straks ansat i Gettorf ved Kiel. - Hørte jo under Tyskland dengang.

Sognets arealer ejedes for største delen af rige godsejere, under hvis herredømme store skarer af fattige arbejdere trællede for en ringe løn. Der var meget drikkeri - og lille kirkesøgning - derfor ønskede man en afholdsmand som lærer.

Christian Frederik skulle undervise de små børn. Der var 88 i klassen. Den fordrukne forgænger havde ikke lært dem noget.

»Det var mig en stor fornøjelse at arbejde med alle disse kære små«, sagde han.

Der var en stor fattiggård i Gettorf for forsømte børn. Her holdt Christian desuden søndagsskole. Lønnen var for lille til, at han kunne gifte sig.

»Da ønsket om et eget hjem vågnede i mig i begyndelsen af 1891, kom Gud mig venligt i møde og gav mig nye indtægtskilder. De fornemste herskaber i byen bad mig om at starte lille privatskole i deres hjem«.

21. maj 1891 blev han gift. Christian besøgte alle sine små børns forældre. mange hjem var fattige; mødrene havde ikke tid til at tage sig af børnene - mange var underernærede. Deres skolemad bestod af tørt rugbrød med sirup  på. Hertil drak de vand.

Nicoline begyndte at lave en ret varm mad til børnene. Christian sørgede også for tøfler til børnenes våde fødder.

»I Gettorf skænkede Gud os vore to første børn. Hvor var det et ubegribeligt under for mig, at disse små levende væsener var mine børn! Det største under er dog barnet«.