Et drama udspillede sig en august-nat 1924 i Terkelsbøl nær Tinglev

Beretning om
en natlig brand
i Terkelsbøl


August 1924

_______________________


Dels efter Charlotte Julie
Larsens beretning,
dels ifølge avisudklip og
oplevelser i det sydlige Jylland


Samlet og redigeret
af Johs. Wienberg-Larsen



____________________


Omtalte personer i beretningen:
Charlotte Julie Christensen (Larsen), håndgerningslærerinde
i Terkelsbøl Skole, 31 år
Holger S. Christensen, hendes tvillingbror, førstelærer ved skolen
Alma Mikkelsen, Charlottes veninde, 23 år
Almas søster Christina Lorenzen, 39, enke,
og sønnen Anton, 6 år
Gdr. Peter Mikkelsen, 66 år og hustru Helene Mikkelsen, 64 år
Karlen Martin Jessen, 16-17 år, tjente hos Peter Mikkelsen
Naboerne arbm. Jes Højer og husmand Jacob Jessen
Dr. Alnor fra Tinglev - flyttede siden til Kollund
Svigersønnen gdr. Th. Carstensen i Kravlund
Tønder-politiet, vagtmester Larsen og kriminalbetjent Arndal
Pastor Nielsen, Tinglev

_ _ _


En oplevelse i Terkelsbøl
fortalt af Charlotte Julie Larsen

- Jeg havde den lørdag, sidst på eftermiddagen, taget afsked med min bror, Holger Christensen, som var førstelærer ved Terkelsbøl Skole. Grunden var, at jeg skulle mødes med min gode veninde, Alma Mikkelsen. Vi skulle til et ungdomsmøde i Tinglev, og vejret var nu, efter en voldsom tordenbyge, ganske fint, så vi havde aftalt at gå de få kilometer.
Når jeg på den tid opholdt mig i Terkelsbøl Skole, var det, fordi Holger havde sendt bud efter mig til at være håndgerningslærerinde ved skolen.
Foruden Alma var en tredje ung pige fra Terkelsbøl med til mødet, og jeg kan huske, vi havde en skøn aften. Vi gik hjem til Terkelsbøl i den smukke, stille aften, sent.

Da vi kom til Peter Mikkelsens gård, og vi piger skulle til at sige godnat, fik Alma den gode ide, at jeg kunne følge med ind, og vi kunne snakke en timestid, inden vi gik til ro. »Du kan da sove her ovre«, sagde Alma og forsikrede, at der var plads nok oppe på loftet, hvor der var tre værelser. Her var også hendes ældre søster, Kristine, og dennes lille dreng, Anton, der vel var 5-6 år.
Ja, hvorfor ikke, tænkte jeg. Vi to havde så meget at snakke om. Hun var en herlig, frisk pige, der beskæftigede sig en del med det kristne ungdomsarbejde. Og jeg var ny på egnen, hvorfor min omgangskreds var ret beskeden.

Tanken om at overnatte hos Alma og hendes familie, og være sammen med dem, tiltrak mig, og jeg var kun et ganske lille skridt fra at sige ja tak. Jeg gik med hen i gården, men så kom jeg i tanker om, at Holger ikke anede en døjt om, at jeg ikke ville vende hjem til skolen igen om aftenen, og han kunne let blive ængstelig, når jeg ikke var at finde i huset om morgenen.
Trods mit vaklende sind tog jeg den beslutning at tage hjem på skolen, og vi tog afsked, vel ved halvtolv tiden.

Natlig larm - en ulykke
var under udvikling

Ved et-to tiden om natten blev jeg vækket ved en underlig larm. Der blev smidt sten og grus op på mit vindue til værelset, der var oppe på førstesalen ud mod legepladsen i skolens private afdeling.
»Frøken Christensen! Frøken Christensen! Er De hjemme?!« blev der råbt af nogle ophidsede mennesker. Jeg troede helt bestemt, at det var nogle fulde folk, der havde hørt om »den unge frøken på skolen«, og derfor ville holde sjov med mig, så jeg var ikke alt for ivrig efter at komme til vinduet, endsige tænde lys. Men på den skrækkelige larm kunne jeg forstå, at noget var galt, og jeg gik til vinduet. Et par mennesker råbte, at det var godt, jeg var kommet hjem. De var bange for, at jeg havde overnattet hos min veninde, Alma. »Det brænder hos Peter Mikkelsens, og vi er bange for, at nogle er brændt inde!« - »Er Alma omme hos jer?« råbte de.

Da jeg kom om til brandstedet, kun få hundrede meter henne ad vejen, var den halve by forsamlet, og brandbiler og andre vogne holdt på stedet, mens der var et værre leben. En mand kravlede op i det store træ ved gavlen, hvor værelserne var, velsagtens for at komme folk på loftsetagen til hjælp, men han blev slået tilbage af den voldsomme brand.
Der blev sagt, at det øvrige brandslukningsmandskab fra Tinglev nu var på vej, og jeg fik at vide, at de kom med et hornorkester i spidsen. Sagen var nemlig, at brandvæsenet havde holdt en fest i Tinglev, og da man troede, det var en ganske harmløs brand i Terkelsbøl, marcherede en del af mandskabet med fuld musik mod brandstedet. Men da der gik bud i møde med dem, at der var indebrændt nogle mennesker, standsede de omgående musikken.

Alt var uhyggeligt kaos ved Peter Mikkelsens brændende gård. På et tidspunkt så jeg, at en del af loftet i stuehuset styrtede ned, og inde imellem flammer og røg kunne jeg se et menneskelegeme glide ned fra loftet og ned over kakkelovnen, hvor det nu hang. I min chokerede tilstand kunne jeg næsten ikke fatte, at det var virkelighed, om ikke det kun var en ond drøm, et mareridt. Først senere gik det op for mig, at det var min kære veninde, Alma, der var den ene af de tre, der omkom den nat.
Nogle sagde til hinanden, at der lå to mennesker nede i haven. Det var Almas søster, Christine og den lille dreng. Jeg turde ikke gå derned, for rygtet gik, at de forlængst var døde.
Noget, jeg tydeligt kan huske blandt alt det uhyggelige, var, at brandsvendene lidt senere begyndte at tømme skabe i den del af huset, der var mindst medtaget. Og de smed bare alt porcelænet ud i haven, hvor det blev knust. Det undrede mig, hvorfor de absolut skulle have det smidt ud. Det lå jo næsten i hel og pæn tilstand i de svedne og delvis ødelagte skabe.

Jeg erindrer dagene op til begravelsen, og selve begravelsesdagen, hvor alt var smukt og pænt arrangeret. Den lille dreng blev begravet i samme kiste som moderen. Han lå så fint i hendes arm, kan jeg huske.
Men min kære veninde, Alma. Hun var også død og borte. Aldrig mere skulle jeg høre hendes glade stemme. Det har pint mig mange gange siden.

_______________________

Sådan sluttede min mor, Charlotte Larsen, sin beretning. Den tragiske brand skete lørdag nat/søndag morgen 2. august 1924. Gang på gang vendte hun tilbage til den dramatiske nat i Terkelsbøl, især når hun læste i avisen om ildebrande, eller der var brand hjemme på egnen, Skovsrod ved Laven nær Silkeborg. Men min mor var fantastisk til at tackle den slags oplevelser. Hun gik aldrig med tungt sind eller var sørgmodig.
Jeg har som barn og ung holdt mangen ferie og været med ved mange lejligheder - i fest og alvor - hos min morbror Holger og tante Petrea i Terkelsbøl Skole, og naturligt nok har denne brand optaget mig en del.
Også siden skolen er omdannet til Bruno Christensen og Sønners Orgelbyggeri har jeg været der nogle gange, og det er flot, at historien har vakt Bruno Christensens interesse, og han har været med til at opspore personer, som har haft tilknytning til hændelsen.


_______________________

Hvad aviserne berettede:

Fra artikel i Vestselsvigs Tidende mandag 4. august 1924:

Uhyggelig brand i Terkelsbøl -
to kvinder og et barn kvalte af røg
Natten til søndag er der i Terkelsbøl by forefaldet en meget uhyggelig brand, som har krævet tre menneskeliv. Det er den gamle gårdejer Peter Mikkelsens gård, der er brændt, og de omkomne er hans ældste datter Kristine med hendes 6-årige søn Anton samt hendes 24-årige søster Alma.

Branden, der ikke opstod som følge af det hårde uvejr, som om eftermiddagen og aftenen trak hen over egnen, hvad man ret naturligt var tilbøjelig til straks at antage, er i hele sit forløb af sjælden uhygge, og trods alt, hvad der blev ydet af hurtig og rask hjælp, lykkedes det ikke at redde nogen af de ulykkelige fra døden.

Gården ligger til højre for vejen, når man kommer fra Tinglev, kun nogle minutters gang fra jernbaneoverskæringen. I stueetagen sov Peter Mikkelsen og hans hustru, der begge er midt i tresserne, og i et andet kammer den 16-17 årige tjenestedreng, Martin Jessen, medens de omkomne sov i to loftsværelser, der havde vinduer til gavlen.
Hvordan ilden er opstået, vides ikke med bestemthed, men omkring klokken et kvarter i to om natten vågnede Martin Jessen ved, at kamret var fyldt med røg. Han var straks klar over, at der var noget galt, og sprang ud af sengen, og han så da med det samme, at der var ild i hele tagetagen. Han fik de to gamle mennesker vækket, der ikke anede noget om, at deres hjem brændte over hovederne på dem.
De kom straks ud, og naturligvis gjaldt deres tanker først dem, som sov ovenpå. Medens Martin løb over til de to nærmeste naboer, arbejdsmand Jes Højer og husmand Jacob Jessen, forsøgte Mikkelsen at komme på loftet ad loftstrappen, men det var ganske håbløst at kæmpe sig gennem den tykke og kvælende røg, som da omspændte hele bygningen, og som trængte ind overalt.

Jes Højer og Jacob Jessen var næsten øjeblikkelig kommet til, da de ikke gav sig tid til at klæde sig helt på. De fik fat i en stige og fik den sat op til gavlvinduet, men selv her, siger begge mændene, var det næsten uudholdeligt at komme de indespærrede til hjælp for røgen, som i forbindelse med varmen nu gjorde redningsarbejdet meget hårdt.
I løbet af få minutter fik Højer dog bjærget den ældste datter Kristine og fik hende bjærget ned ad stigen, men han måtte ligesom Jacob Jessen uafladelig skiftes til at have hovedet inden for og uden for vinduet.

Jessen tog hendes lille dreng, der lå ved hendes side i værelset; de var begge livløse, og, som det viste sig, døde. De blev i hast bragt hen i haven, og der blev foretaget oplivningsforsøg med dem. Imidlertid var dr. Alnor fra Tinglev kommen til stede. Hvad denne læge ydede den nat, var, siger beboerne, noget, som bør kendes af andre:
Da byens andre beboere kom til, næsten lige så hurtigt som de to første, der var tilkaldt, fo'r en mand straks til telefonen; han havde det held, at han øjeblikkelig fik fat i centralen og lige så øjeblikkelig i dr. Alnor. Få minutter efter susede lægen ind for brandstedet - der sagdes, at han havde kørt strækningen Tinglev-Terkelsbøl med henved 100 kilometers fart - og han var ude af vognen i samme øjeblik, som den standsede.

Da der ikke var noget at gøre ved de to, som var bragte ned, vendte han sig mod den, som man endnu havde håb om at få fat i; han klatrede op i et træ, som stod op til vinduet i værelset, men det var umuligt at komme ind i det for flammer og røg, og lidt efter faldt legemet selv ned gennem det gennembrændte loft.
Hverken Jes Højers, Jacob Jessens eller dr. Alnors anstrengelser havde kunnet redde nogen af de tre fra døden. Også af mange andre blev der udført et godt redningsarbejde, men da branden opdagedes så sent, var der ikke meget at gøre. Der brændte 6 kreaturer, 1 so med grise og et ungsvin. Det lykkedes derimod at redde det meste af indboet.

Om de hårdt prøvede ejere af gården, Peter Mikkelsen og hans hustru, samlede al medlidenhed sig straks. De er også på anden måde blevne prøvede ret hårdt i livet.
Da uvejret var ovre, gik de i seng lørdag aften, og da de vågnede, stod deres hjem i flammer, og tre af deres kære lå lig. Det må være dem og alle os andre, som nu føler med dem, en trøst, at der sikkert ingen tvivl er om at de døde er sovet ind uden nogen egentlig kamp med flammer eller røg. De er ganske sikkert gået ind i døden uden at vide noget om det, da røgen langsomt har berøvet dem bevidstheden, og vi har lov til at antage, at moderen ikke har kæmpet nogen kamp for at redde sig selv og sit barn. Den lille dreng lå ved moderens side, stille og fredeligt; men den giftige røg havde gjort sit værk.

Bygningen var tækket med tjæret paptag, og hvordan den røg, som udvikles af et sådant materiale, er, veed enhver. Da alt var forbi, blev de dybt nedbøjede forældre bragte til deres svigersøn, gårdejer Th. Carstensen i Kravlund, hvor de nu befinder sig.

Den ældste datter var 39 år og havde været gift med en tysk statsfunktionær nede i Slesien, som døde i fjor. Hun kom da hjem med den lille dreng og har siden opholdt sig hos forældrene. To andre børn skulle være kommen hjem lørdag aften, men det nåede de ikke. Måske skæbnen havde bestemt, at de ikke skulle nå at komme hjem netop denne aften.
Nu stedes moderen om få dage til hvile med sin lille dreng og med sin unge søster. Vi, der ikke fatter eller begriber, hvorfor denne sum af sorg og lidelse skulle ramme dette hjem, kan forkorte disse tanker ved et øjeblik at stå stille ved spørgsmålet om, hvad der ville være skeet, hvis ikke den, der opdagede, hvad der var på færde, var vågnet.

Årsagen til branden
Årsagen til branden må efter politiets undersøgelser antages at være en kortslutning. I øvrigt kom Tønderpolitiet - vagtmester Larsen og kriminalbetjent Arndal - meget hurtigt til stede brandnatten, og de gik straks i gang med at undersøge forholdene. Resultatet af deres undersøgelser blev, at der kunne fastslås så meget, at netop i det hjørne af bygningen, hvor branden begyndte, havde det elektriske anlæg været i uorden.
Den antagelse, som nogle gør gældende, at uvejret, som trak hen over byen tidligere på aftenen, har forårsaget denne uorden, og at den så senere har givet anledning til ildens udbrud, har efter fagfolks dom intet på sig.

Artikel i »Modersmålet« mandag 4. august 1924:
Tre mennesker
indebrændt

En uhyggelig brandkatastrofe i Terkelsbøl
Natten til søndag er der i Terkelsbøl sket en brandulykke, der i gru overgår, hvad man længe har hørt. P. Mikkelsens gård, der ligger et par minutters gang fra stationen, er nedbrændt og tre mennesker indebrændte.
Karlen, der sover i stuehuset, vågnede ved 2-tiden ved, at røgen trængte ind til ham. Ladebygningen stod i lys lue, og ilden havde allerede godt fat også i stuehuset, som den var sammenbygget med.
Karlen sprang straks hen og vækkede husbonden og hans kone, der i det blottede linned flygtede ud af den brændende bygning. På det tidspunkt brændte taget på stuehuset og røgen væltede ud ad døre og vinduer.

Oppe på loftet i det brændende stuehus var der imidlertid mennesker. Her oppe sov ejerens to døtre, den 23-årige Alma Mikkelsen, den lidt ældre Kristine Lorenzen, hvis mand var falden i krigen, og endelig hendes 5-årige søn Anton.
Der lød hverken skrig eller gråd deroppe fra og de rædselsslagne mennesker, der stod udenfor det brændende hus, tænkte med gru på, at de tre deroppe var bleven overrasket af røgen og muligvis kvalt.
Et par modige mænd trængte op ad loftstrappen til soveværelserne. De fandt fru Lorenzen og hendes søn som lig i deres senge. De to døde blev bragt ned. I den tætte røg havde man ikke set, om den anden datter var der, men hun havde om aftenen talt om, at hun ville besøge læreren og muligvis overnatte der. Man vidste derfor ikke, om hun var kommen hjem, men efter branden fandtes hendes forkullede lig.

Hvordan ilden er opstået, vides ikke med bestemthed. Det kunde antages, at den skyldes et lynnedslag, men brandforhøret har ikke bekræftet denne formodning. Man mener nærmest, at brandårsagen er en kortslutning. Branden begyndte i laden og der indebrændte 8-9 køer, en griseso og 15 grise.
Familien Mikkelsen har været hårdt hjemsøgt at sygdom i de sidste år, så denne ulykke vækker dobbelt medlidenhed med de hårdt ramte forældre.

Artikel i »Modersmålet« tirsdag 5. august 1924:
Ved den uhyggelige brand
i Terkelsbøl -

hvor 3 mennesker omkom, brændte 6 kreaturer, 1 so med grise og et ungsvin. Det lykkedes derimod at redde det meste af indboet.
Om de hårdt prøvede ejere af gården, Peter Mikkelsen og hans hustru, samlede al medlidenhed og medfølelse sig straks. De er også på anden måde blevne prøvede ret hårdt i livet.
Da uvejret var over, gik de i seng lørdag aften, og da de vågnede igen, stod deres hjem i flammer, og tre af deres kære lå lig.
Den ældste datter var 39 år og havde været gift med en tysk statsfunktionær nede i Slesien, som døde i fjor. Hun kom da hjem med den lille dreng og har siden opholdt sig hos forældrene. To andre børn skulde være kommen hjem lørdag aften, men det nåede de ikke. Måske skæbnen havde bestemt, at de ikke skulde nå at komme hjem netop denne aften.

Nu stedes moderen om få dage til hvile med sin lille dreng og sin unge søster. Vi, der ikke fatter eller begriber, hvorfor denne sum af sorg og lidelse skulle ramme dette hjem, kan forkorte disse tanker ved et øjeblik at stå stille ved spørgsmålet om, hvad der vilde være sket, hvis ikke den, der opdagede, hvad der var på færde, var vågnet.

Årsagen til branden
må efter politiets undersøgelser antages at være en kortslutning. I øvrigt kom Tønderpolitiet meget hurtigt til stede brandnatten og de gik straks i gang med at undersøge forholdene. Resultatet af undersøgelsen blev, at der kunde fastslås så meget, at netop i det hjørne af bygningen, hvor branden begyndte, havde det elektriske anlæg været i uorden.
Den antagelse, som nogle gør gældende, at uvejret, som trak hen over byen tidligere på aftenen, har forårsaget denne uorden, og at den så senere har givet anledning til ildens udbrud, har efter fagfolks dom intet på sig.

_______________________

Vestslesvigs Tidende onsdag 6. august 1924:
Brandens ofre
De omkomne ved branden, som nu er lagt i kiste, henstår hos en nabo i byen. I den ene kiste ligger den døde moder med sin lille dreng i armen, og i den anden liget af den unge pige.
Mandag ankom enkens to børn til stede ved kisten og lagde en buket blomster på deres moders og deres lille broders bryst. Kun få overværede det gensyn, der her fandt sted; men de, der så det, glemmer det aldrig; alle var dybt grebne.
På torsdag finder jordefærden sted på Tinglev kirkegård. Pastor Nielsen er bortrejst, men der er telegraferet efter ham; man veed dog endnu ikke, om det bliver ham eller en anden præst, som skal forestå begravelsen.

_______________________


Vestslesvigs Tidende:
Ulykkens ofre begraves
En smuk og gribende højtidelighed


Terkelsbøl, fredag den 8. august 1924:
Hvor dybt et indtryk den triste brandulykke har gjort på beboerne i Terkelsbøl og videnom, fik man en levende forståelse af ved jordefærden torsdag eftermiddag - en af de største begravelser i mands minde i Terkelsbøl.
Rundt omkring, så langt øjet rakte, var flaget hejst på halv stang som ét tegn på den dybe medfølelse, alle egnens beboere nærer over for det hårdt ramte hjem.

Også vejret havde iklædt sig sørgedragt - grå skyer trak hen over egnen, da henved 800 mennesker fra nær og fjern ved tretiden samledes ved Lorenz Petersens Gæstgivergård ved banegården. Alvorlige og deltagende ansigter mødte én overalt. Til trods for hestenes vrinsken og motorernes skratten lå der en egen stilhed over hele egnen.
Længe før den fastsatte tid havde der i gæstgivergården indfundet sig mange sørgeklædte mennesker, og pladsen i nærheden var bleven omdannet til en hel vognpark. Der var tyst og stille i gæstgivergården og særlig på det sted, hvor kisterne var hensatte - i den lukkede vognport, som var smukt pyntet med gran og kranse, og hvor deltagerne efterhånden bænkedes. I den ene ende af vognporten stod kisterne under et væld af kranse. Og flere kom til.

Venner og bekendte havde sendt ofrene den sidste hilsen, og unge piger fra Tinglev K.F.U.K. havde som et sidste, vemodigt farvel til deres veninde Alma, gårdejerens yngste datter, sendt en smuk, blomsterpyntet krans.
Alt åndede stilhed og fred i dette rum, som ellers tjener helt andre formål. Ved den ene side af indkørselen, mellem kisterne, brændte seks vokslys, og en duft af friske blomster og gran fyldte rummet.

Men det var tårekvalte stemmer, som sang den smukke salme »Befal du dine veje«. Dybt bevæget havde den sørgende familie taget sæde i nærheden af kisterne, og pastor Nielsen fra Tinglev talte smukt og gribende ud fra Peters 1. brev, kap. 5, v. 7, hvor Herren siger: »Kaster al Eders sorg på Gud, thi han har omsorg for Eder«.
»Disse ord lyder som formaning og trøst i vor sorg. Gud har omsorg for Eder, siges der. Ja, selv om vi ikke kan indse dette, er det nu alligevel således, thi ved at føre os gennem trængsler og lidelser viser Han os sit fadersind.
Vi skal mærke, at Hans hånd leder os. Den ledende Gud kan trøste, thi selv om det synes os tungt og uretfærdigt, at en familie, der først har mistet fem af sine medlemmer, nu yderligere skal miste tre, må I dog lære at indse, at Gud herigennem har givet os et fingerpeg - både os, som med tunge hjerter føler medlidenhed, og dem, som har mistet deres kære børn.

Det synes os hårdt for de to unge, som har mistet deres fader for kort tid siden nede i Tyskland og nu også så brat skulle af med deres moder og en lille broder. Men Gud vil opdrage og optugte os til engang at kunne nå hjem til hans herlighed. Når vi kan kaste alle vore sorger på Ham og tro, at Han har omsorg for os, og at hans vilje er den bedste både for dem, der gik bort, og for dem, der blev tilbage, så vil vi indse, at vi kun skilles for atter at mødes i det herlige hjem«.
Efter salmen »Så tag mig da ved hånden« var sungen, bar nære slægtninge de to kister ud i vognene, der ligesom kisterne var pyntede med blomster. Med 30 hvidklædte piger i spidsen satte vognene sig i bevægelse under dyb tavshed fra forsamlingens side.

Snart rullede henved 75 vogne ud på landevejen til Tinglev, hvor de unge piger strøede blomster - en storslået og gribende ligfærd.
Mange vemodige blikke fulgte den lange vognrække, som langsomt bevægede sig mod den lille venlige landsbykirke derude i øst. Hist og her var der på landevejen udbredt tæpper af grønt, som var strøet af beboerne på gårdene, der grænser ud til landevejen.
I udkanten af Tinglev by havde folk fra egnen taget opstilling for at slutte sig til. Yderligere henved 400 mennesker samledes efterhånden ved indgangen til kirkegården, hvorfra man i flok og følge gik ind til den store dobbeltgrav på kirkens nordlige side.

Næppe et øje var tørt, da pastor Nielsen foretog jordpåkastelsen og de unge piger fra Tinglev K.F.U.K. dybt bevægede sang »Lev for Jesus« - ønsket om, at den afdøde veninde måtte fortsætte det arbejde, hun havde påbegyndt hernede med så stor inderlighed og opofrelse, også hinsides. Et tungt øjeblik var det for de gamle forældre, da de to kister sænkedes ned i graven.
Kirken var fyldt til trængsel, da pastor Nielsen efter afsyngelsen af en salme besteg prædikestolen for endnu engang at tale trøst til de efterladte, og som en formaning til alle, der endnu ikke havde vendt deres hjerter til Gud.
Gående ud fra Lukas-evangeliet 13. kap., v. 24, viste pastor Nielsen, hvorledes vi - som Jesus selv siger til den unge mand - bør kæmpe for at komme ind ad den snævre port; thi, siger Herren, mange skulde søge at komme ind uden at formå det.

Der tales om Guds rige som et palads, hvor indgangen er smal og snæver, og hvor man må kæmpe for at komme ind. Gud har givet os en nådetid - den tid, vi leve hernede -, og vi bør nytte den. Det er en mægtig prædiken, Vor Herre har holdt til os ved disse dødsfald, en prædiken, der skal lære os, at vi ikke bør opsætte det med at trænge igennem til Gud, inden det bliver for sent.
Døden kan komme så brat. Sunde og vel til mode lagde de tre mennesker, hvis jordiske rester vi nu har stedt til hvile, sig om aftenen til sengs og gik sovende ind i døden«.
I smukke ord talte pastor Nielsen med overbevisning om, at de tre ofre var gåede frelste herfra. At det var tilfældet for Almas vedkommende, havde hun selv ofte nok bevidnet.

En tung og trykket stemning lå over den store forsamling, da hver gik til sit efter at den sidste salme var sungen.
_______________________

Således blev begravelsen, der foregik torsdag 7. august 1924, refereret i Vestslesvigs Tidendes fredagsudgave. Stavemåde og tegnsætning er bibeholdt, som det var skrevet i avisen. Dog er retskrivningens store og små bogstaver ændret til det nutidige.

Artiklerne fra Vestslesvigs Tidende er skaffet takket være lærer Herløv Carstensen, tidl. Snejbjerg. Han har fået dem via sin fætter, tidl. købmand Henrik Mikkelsen, Kruså, sønnesøn af gdr. Peter Mikkelsen, hvis gård er den omtalte, der brændte.

Jeg husker, at min mor ofte har genkaldt sig det smukke og samtidig sørgmodige billede af de unge piger i hvide kjoler, der gik foran ligtoget og strøede blomster på vejen.


_______________________

(Udklip)

VESTSLESVIGS TIDENDE
Redaktion og Ekspedition
Storegade 24, Tønder
Telefon 267 og 367
Skærbæk Telefon 78,
Bredebro Telefon 2,
Tinglev Telefon 28,
Højer Telefon 86.
_______________________

Mindestenen for brandens ofre findes på kirkegården i Tinglev

På ekskursion i det sydjyske


Snestorm, Hansen,
røde tud
- og charlottekage -


Et minderigt besøg i Sønderjylland

Trist punktum
med endnu en tragisk brand


Jeg havde feriedage til gode og kunne tage fri fra mit job. Der blev planlagt besøg i Tinglev og Terkelsbøl i feriens start en februar-mandag.
Men nej, en voldsom snestorm delte Jylland op i nord, midt og syd. Selv motorvejene var spærret af meterhøje snedriver. Vi så på tv, hvordan folk overnattede i skoler og sportshaller under snestormen. Så ekskursionen til det sydlige blev udsat foreløbig en uge.

Jeg havde på fornemmelsen, at den efterfølgende mandag ville blive en oplevelsesrig dag, hvor jeg skulle træffe spændende mennesker, der gerne hjalp mig i min søgen efter oplysninger om den dramatiske brand.
Kl. 07.45 kørte jeg omkring Elmegade i Hammerum og tog Robert Hansen med på turen, og 10.15 rullede vi ind i Tinglev. Hansen var med på ekspeditionen som sekretær for at holde styr på dit og dat, og nok også fordi den gamle historie insteresserede ham.
Indrømmet, det var en af disse dage, hvor en voldsom forkølelse gjorde, at sengetøjet ville have »klædt mig bedst«. Vores bagage bestod af tre store madpakker, fabrikeret af mor-Stinne, termokaffe, kamera, notesblok, en bærepose med 16 lommetørklæder - og jeg udstyret med en ildrød tud. Jeg var virkelig »Rudolf med den røde tud«.
Der var lagt et nøje program for dagens forløb, dog med den »elastik«, at Robert og jeg formentlig ikke nåede rundt til alle, som var nævnt på vores dosmerseddel.

Og regn og slud stod ned på den grå februardag.
Jeg må lige indskyde, at Herløv Carstensen, lærer i Snejbjerg, nu pensioneret og boende i Lind, havde skaffet kontakt til fhv. købmand Henrik Mikkelsen, Kruså, sønnesøn af gdr. Peter Mikkelsen, hvis gård brændte.
Jeg havde på forhånd kontaktet dir. Bruno Christensen, orgelbyggerfirmaet Bruno Christensen & Sønner, Terkelsbøl, hvis firma har til huse i den tidligere Terkelsbøl Skole. Bruno Christensen havde venligt undersøgt, om der stadig skulle være overleveringer om ulykken, eller om der er nulevende, der ligefrem skulle have oplevet branden.
Bibliotekar Peter Weber, der bestyrer Lokalhistorisk Arkiv i Bylderup Bov, har lagt et stort arbejde i at finde flere avisartikler om branden. Han havde opsporet en dame i Terkelsbøl, som var 11 år i 1924, og kunne huske den dramatiske nat. Det drejer sig om Maria Nissen Petersen, Terkelsbøl Bygade 46.

Kirketårnet i Tinglev fangede blikket og ledte os ind til det første mål for turen, Tinglev kirke, og Robert og jeg, Rudolf med forkølelses-tuden, følte, at det var det rigtigste at sætte kursen mod kirkegårdskontoret. Men ak, hvilken skuffelse. Der var kun åbent nogle timer onsdag.
Pludselig, som var han dumpet ned sammen med regndråberne, dukkede lederen af kirkegårdskontoret op, og han fik min rørende historie om Holger, Charlotte og branden i Terkelsbøl. Og sandelig, om han ikke straks sagde:
- Ja, det må være disse Mikkelsens. Jo, den sten er bevaret. Den står henne ved kirkegårdsdiget med de tre navne på. Men Mikkelsens familiegravsted er stadig omme ved kirkens nordside, hvor ofrene for branden blev begravet i 1924...
Med kirkegårdslederen som vejviser fandt vi gravstenen. Halvstor og mørk i konturen, med en busk rækkende ind foran. Og der var navnene på de tre omkomne, Christina Lorenzen, født Mikkelsen og hendes søn, Anton Lorenzen, født i Zaborze og nederst Charlottes veninde, Alma Mikkelsen.
Kirkegårdslederen fortalte, hvordan han lagde et stort arbejde i at værne om de gamle gravsten, netop fordi der kunne opstå situationer som denne, hvor der bliver søgt efter et mæle om forlængst hengangne personer. Han havde en utrolig levende interesse for tiden, der var gået.


På den mørke gravsten står:

Her hviler
Christina Lorenzen
født Mikkelsen * 23. 1. 1886 i Terkelsbøl, Anton Lorenzen
* 9. 2. 1918 i Zaborze,
Alma Mikkelsen * 11. 9. 1900 i Terkelsbøl,
Alle døde d. 3. 8. 1924 i Terkelsbøl
Guds Villie ske !


- Kom en gang med ind på kirkegårdskontoret, sagde han. Og her ventede en overraskelse: I et aldrende, støvet kartotek fandt kirkegårdslederen kortet med gravfæstelsen fra august 1924. På kortet stod oplysninger om dato for udfyldelse af kort, navne og alder på de omkomne. Med et fint pennestrøg var de tre navne streget over, da graven i sin tid var blevet sløjfet. Årstallet for gravens nedlæggelse ukendt.
Nedenunder var tilføjet to navne, Peter L. Mikkelsen, død 81 år gammel 2. november 1939 og hustru, Helene C. Mikkelsen, død 80 år gammel 27. februar 1940, ægteparret, hvis gård var centrum for ulykken i 1924.
Nederst på kortet var tilføjet yderligere to nye navne, Jørgen Mikkelsen, død 25. april 1963 og Laura Mikkelsen, død 9. marts 1995. Ingen aldre opgivet på kartotekskortet. Det må have været søn og svigerdatter af Mikkelsens i Terkelsbøl. Det er denne gravsten, der i dag står på familiegravstedet.
Kirkegårdslederen fortalte, at en datter af Laura og Jørgen Mikkelsen, Helene (f. Mikkelsen) Petersen, blev dræbt 44 år gammel ved en trafikulykke 11. oktober 1973 ved Søgård nær Terkelsbøl.
I Tinglev fik jeg lige afleveret de foreløbige notater til Hans Thomas (Hans Friedrich) Carstensen - et af familiemedlemmerne.

Skolen i Terkelsbøl
Næste stoppested blev den tidligere skole i Terkelsbøl, hvor nu har til huse.
Her fik vi et herligt afbræk i efterforskningen af den sørgelige historie. Vi hørte bl.a. et orgel udelukkende opbygget af træpiber, modsat traditionen, der siger en kombination af metal- og træpiber. Det havde egentlig været et ønske gennem mange år, men først nu på mine gamele dage skulle jeg få den herlige oplevelse her i Bruno Christensens Orgelbyggeri i Terkelsbøl.
Sikket eldorado for en gammel orgelspiller. Henning Christensen var i gang med at demonstrere orglet for et selskab, et menighedsråd, og Robert Sekretær og jeg lyttede til med store øjne og udslåede ører. Det var fantastisk, og vi nød instrumentets helt specielle, smukke klang.
Vi hilste på Bruno Christensen, som jeg havde mødt ved et tidligere besøg i orgelbyggeriet. Han var blevet fanget af beretningen om branden og havde skaffet navnet på en tidligere terkbo, Louise Callesen, 92 år, boende på plejehjemmet i Bylderup-Bov. Louise Callesen blev ført på listen over eventuelle besøgsemner ved en senere lejlighed.

Besøg hos Maria Nissen
Fra orgelbyggeriet kørte Robert og jeg ca. 200 m hen ad Terkelsbøl Bygade, til Maria Nissen Petersen, boende i nr. 46. Hendes smukke, stråtækte hus lå trukket lidt tilbage fra gaden.
Maria Nissen Petersen var spændende at besøge i det smukke hjem. Hun kiggede lidt skeptisk på mig, snottede »Rudolf med den røde tud«, og jeg havde næsten ikke stemme tilbage, men fik fremsnøvlet nogle acceptable gloser, og snart fortalte Maria Nissen Petersen om gamle dage i Terkelsbøl Skole.
Hun afslørede også en ganske imponerende hukommelse. I sin skoletid havde »lærer Christensen«, min morbror, Holger, været udflugtsleder til Midtjylland, hvor de havde besøgt Himmelbjerget, sejlet på Gudenåen, set Øm Kloster ved Ry. Videre var de kørt til Sorring, hvor et pottemagerværksted havde slået dørene op.
- Og jeg købte en krukke, men i bussen på vejen hjem havde jeg rent glemt at holde ordentligt ved den, og den faldt ned og gik i stykker. Den blev senere limet sammen og jeg har den endnu.

Hun fandt en stak billeder frem. Et stort fra skolegården, hvor Holger, min mor, Charlotte, og anden-læreren, Reichhardt, stod oppe på en bænk bag ved sammen med de største af børnene, ca. 20-25 i alt, og i forreste række var Maria Nissen Petersen sammen med veninder fra skolen.

Maria Nissen Petersen fortalte videre:
- Din mor, Charlotte, var en gemytlig pige. En søndag var vi i kirke. Mændene sad på bænkene til højre og damerne til venstre. Når lærer Christensen - Holger - var i dybe tanker, kunne han foretage en karakteristisk bevægelse, hvor han kørte håndfladen ned over ansigtet, som trak han en maske ned over panden og videre ned over munden. Charlotte sad på en bænk overfor, og et øjeblik efter at Holger havde foretaget denne bevægelse, kiggede hun over på ham og gjorde akkurat ligeså. Det morede vi os vældigt over. Ja, hun var en spøgefugl.
- Vi havde i mange år i Terkelsbøl en »charlottekage«, hvis opskrift gik på omgang, fortsatte Maria Nissen Petersen.
- Jeg faldt i skolegården og rev en finger. Straks skulle jeg med Charlotte ind for at få bundet stof om den skrammede finger. »Og så skal du lige have et stykke kage«, sagde Charlotte, og jeg fik et stykke af en vidunderlig brunsviger-kage. På et senere tidspunkt fik jeg opskriften af Charlotte, berettede Maria Nissen Petersen, som havde givet opskriften videre bl.a. til Botilde Holm. Et navn, Charlotte ofte omtalte i forbindelse med årene i Terkelsbøl.

Botilde Holm var også lærer ved Terkelsbøl Skole. Jeg husker min mor har omtalt hende af og til. Hun blev, ifølge Maria Nissen Petersen, efter årene i Terkelsbøl, lærerinde i Hoptrup, og senere - i pensionsalderen - boede hun i Haderslev.
- Jeg husker, der var to personer, Tilde Holm så op til. Det var hendes far, stationsmester Niels Holm og så lærer Christensen, førstelærer ved Terkelsbøl Skole, Holger.
Botilde Holm var død i 1995. Maria Nissen Petersen viste Tilde Holms dødsannonce fra en avis. Og videre præsenterede hun en stak breve fra Tilde, modtaget i tidens løb. Dem havde hun omhyggeligt gemt.
Maria Nissen Petersen berettede videre:
- Vi, egnens unge, havde nogle fantastisk gode aftener ovre i skolen hos Holger Christensen. Han læste for os, bl.a. husker jeg tydeligt han læste »Strandfogedens datter« og »Den tavse Dansker«.
Maria Nissen Petersen huskede kun svagt Alma, Charlottes gode veninde, der omkom ved branden. Modsat Charlotte havde hun, Alma, et noget mørkere sind. Svagt huskede hun den ældre søster, Christine, og hendes lille dreng. På selve brandnatten fik Maria Nissen Petersen ikke lov at gå om til brandstedet. »Jeg var jo kun en lille pige på 11 år«.
- Dagen op til den dramatiske brandnat havde Peter Mikkelsen haft naboer til at hjælpe med nogle syge dyr. Dengang kunne man ikke bare ringe efter dyrlægen, men alle hjalp hinanden, især på gårdene.

Robert og jeg måtte tage afsked med Maria Nissen Petersen. Hun fortalte på vej ud, at hun havde husdyr: tre høns og en gås, Casper:
- Han er 10 år og har samme skavank som mig, han er blind på det ene øje og ser dårligt på det andet. Han skulle have været slagtet for længst, men jeg kan ikke nænne det, sagde Maria Nissen Petersen - og afslørede dermed, at også hun var noget af en spøgefugl.

Lokalhistorisk Arkiv
i Bylderup-Bov
Det var blevet eftermiddag, da vi, Robert Hansen og undertegnede med den røde tud, sagde farvel til Maria Nissen Petersen og kørte til Lokalhistorisk Arkiv, Biblioteksbygningen i Bylderup-Bov. Det var en stor skuffelse, at Peter Weber, der skulle have haft vagten i arkivet denne eftermiddag, ikke var kommet.
- Hans bil er blevet stjålet, så jeg har lovet at tage vagten herude, fortalte bibliotekar Lydia Renkwitz. Hun var i den situation en udmærket erstatning for Weber, og hurtigt fandt hun en række notater og fotokopier af avissider frem, som Peter Weber havde lagt et kæmpe-arbejde i at skaffe. En del fandtes kun på film, og dem havde Weber skrevet af. Flot!

Nu var det tid at vende hjem til kamilleteen og dynerne. Robert Hansen og jeg satte kursen mod nord efter en begivenhedsrig dag, der havde bragt meget nyt frem om den dramatiske hændelse 2. august 1924.
Mange på listen havde vi desværre ikke nået at besøge.

Endnu en avisartikel
Der var meget spændende materiale i det, jeg havde fået på Lokalhistorisk Arkiv i Bylderup-Bov, samlet af bibliotekar Peter Weber, bl.a. følgende artikel, her oversat fra tysk af lærer Karen A. Strunge.

Efter brandulykken
i Terkelsbøl
Fra der Tageblatt 5. august 1924

Tinglev, 4. august. Om den frygtelige brandkatastrofe i Terkelsbøl, hvor som meddelt tre mennesker faldt som ofre, fortæller et øjenvidne, hr. H. C. Holm, Tinglev følgende:
»Jeg var en af de første på brandstedet. Da jeg ankom stod flammerne allerede meterhøjt i vejret, og gnisterne fløj vidt ud over marken. Straks, da jeg var ankommet, blev den ene af døtrene Mikkelsen og hendes søn båret ud af flammehavet. Sammen med dr. Alnor, Tinglev, der fænomenalt hurtigt var på stedet, begyndte jeg at foretage genoplivningsforsøg. Moderen var allerede død, men drengen levede endnu. Vi lagde dem på plænen ved siden af huset, men desværre var alle anstrengelser forgæves. Begge døtrene Mikkelsen var kvalt af røgen.
Ilden opstod i den østlige del af huset, som var dækket med tagpap. Den tykke røg fra tagpappet havde kvalt dem i løbet af ganske kort tid, uden at de har mærket meget dertil. Også husdyrene i staldene blev kvalt af røg. Man hørte ingen brølen, som ellers på brandsteder, hvor husdyr er i fare, men kun ildens knitren og vandstrålernes plasken. Da vi nåede stalden, så vi, at fire styk kvæg lå rolig på det samme sted, hvor de havde lagt sig om aftenen; kun to havde revet sig løs, men de var også kvalt.

Hjertegribende scener
Begge forældrene, der alene var blevet reddede, var dybt fortvivlede over den frygtelige ulykke. Der udspillede sig hjertegribende scener på brandstedet, og for ikke at forstærke sorgen endnu mere, blev de så hurtigt som muligt bragt til naboer«.
»Ansvaret for katastrofen må«, erklærer hr. Holm til slut, »efter min mening falde på dem, der har udført de elektriske installationer. På denne egn består væsentlige mangler ved installationerne, og det er min personlige mening, at også installationerne på Mikkelsens ejendom heller ikke var gode; men i øvrigt er sagkyndige jo nu beskæftiget med undersøgelser, og det vil vel så vise sig, om noget ikke har været i orden«.
________________________________

Nye venner og bekendte
Jeg kan konstatere, at jeg har fået nogle nye venner og bekendte i det sydlige Jylland. Efter hjemkomsten har både Henrik Mikkelsen, Kruså den elskelige gamle dame, Maria Nissen Petersen i Terkelsbøl, ringet, måske ti gange, om jeg ikke ville komme på besøg og vi kunne høre mere om den gamle, uhyggelige beretning. Vi var velkommen, også Robert Sekretær og min kone, Stinne.

Og Maria Nissen Petersen fortalte mere sjovt om sin gås, Casper, der stadig var lidt halt, men trivedes trods alderen og levede i bedste velgående. Hun ligefrem gik og glædede sig over at have truffet mig, en efterkommer af Charlotte, hende lærerinden i Terkelsbøl skole.
Men der har ligesom ikke været tid til en tur sydpå siden. Interessen er der rigtignok, og det vidste Maria Nissen Petersen udmærket.
Jeg har flere gange bestemt, at nu vil jeg køre til Terkelsbøl en lørdag og besøge hende og få en sludder om gamle dage. Men det er ikke blevet til noget. Sådan går det desværre så ofte, og en dag er det for sent.
Tænk, der findes stadig herlige mennesker, der gemmer gulnede fotografier fra Terkelsbøl Skole dengang i tyverne, måske gemmer de gamle stilehefter med rettelser, eventuelt foretaget af førstelæreren, Holger Christensen. Men nu ved jeg, at der stadig lever mennesker, der har gemt tiden og oplevelserne i deres hjerte. Og helt sikkert genkalder sig disse minder som var de det pure guld. Ja, tro mig, de er mere værd end guld. Det ville hun, håndgerningslærerinden, Charlotte Christensen, også have sagt. - Mere værd end guld!
________________________________

Et trist punktum
Dermed blev der sat et midlertidigt punktum i min efterforskning af min mors beretning om den uhyggelige brand i Terkelsbøl. Men også kun midlertidigt.
Kort tid efter modtog jeg opringninger fra Henrik Mikkelsen, Kruså og Jes Matthiesen, Tinglev. Det var en meget trist og tragisk hændelse, de havde at berette:
Den elskværdige og hjertelige gamle dame, Maria Nissen Petersen, var omkommet ved en brand i sit hus i Terkelsbøl. Alt var væk. Og såmænd også hønsene og gåsen, Caspar, var indebrændt.

Jes Matthiesen sendte et avisudklip om branden, der fortalte, at en stikflamme fra hustes kakkelovn var årsag til branden.
Maria Nissen Petersen havde på en blæsende dag tændt op i kakkelovnen. Politiet formoder, at den kraftige blæst har slået ned i skorstenen og sendt en stikflamme ud i stuen. Den må have antændt et eller andet i stuen. Lågen omkring indfyringsstedet var noget utæt, havde landbetjenten i Tinglev, Christian Møller Hansen, udtalt.

Voldsom ild
Det var en nabo, der opdagede ilden. På det tidspunkt røg det fra taget, men naboen kunne ikke komme ind i huset på grund af røgen. Da brandværnet kom, var det brændende stråtag gledet ned, og ingen kunne komme ind. Et ligsyn i Odense fastslog senere, at det var den 85-årige Maria Nissen Petersen, der døde i det brændende hus.

Hendes barndomshjem
Maria Nissen Petersen var født i huset i Terkelsbøl og hun havde boet der hele sit liv. Hendes mor døde allerede i 1920, og Maria Nissen Petersen blev hjemme og førte hus for sin far, indtil han døde i 1960.
Hun holdt af at spille, både på klaver og violin, og hun nød huset og omgivelserne, ikke mindst udsigten til Terkelsbøl Mose. Hun var kendt som en beskeden og stilfærdig kvinde, og hun var et familiemenneske.

En dødsannonce fortalte:

Vor kære tante Misse
Maria Nissen Petersen
* 28. juli 1912
er omkommet ved en tragisk ulykke
Terkelsbøl, den 20. januar 1998
På familiens vegne
Christel og Christian
Begravelsen er bestemt til fredag den 23. januar kl. 13.30
ved Tinglev Kirke.
Efter begravelsen er der mindesamvær på
Hansens Gæstgivergård.



Det blev eneste og sidste gang, jeg besøgte Maria Nissen Petersen i Terkelsbøl


Robert Hansen, (f. 24. 03. 1927), Elmegade, Hammerum,
der var med på turen til Sønderjylland, døde 2. pinsedag,
16. maj 2005, på Holstebro Sygehus, efter cirka et halvt års sygdom.
Robert var en spændende personlighed, som havde mange
interesser - bl.a. ud i det historiske, og han havde haft
et liv rigt på oplevelser.
Han fortalte engang om en stranding ved vestkysten
i gamle dage. Et stort engelsk skib gik ned i
en brandstorm. Alle ombordværende var tilsyneladende
omkommet, og i de følgende dage drev en stor mængde
lig og strandingsgods ind på kysten. Også en lille kurv,
sirligt pakket med et låg og omsnøret. I kurven lå
en lille, spæd pige, som på forunderlig vis havde
overlevet nogle barske timer i det oprørte hav.
Denne lille pige kunne ikke spores til nogen forbindelse
i sit hjemland, så hun voksede op hos en kærlig familie i
Vestjyllend og blev dermed indlemmet i det danske samfund.
Denne lille pige blev Roberts oldemor.

Maria Nissen Petersen tog venligt imod os - Robert Hansen havde også stor glæde af besøget